Julero eller juleirritation

Det er mandag. Mandagen før jul, vel at mærke.

Jeg sidder i min sofa. Det føles som om det har været mørkt hele dagen. Eller det vil sige, solen var faktisk stået op, da vi stod op. Til trods for at jeg har små børn. Og så behøver vi ikke tale om, at jeg opholdt mig udenfor min seng fra kl. halv fire til klokken halv syv. Næh, nej. De to mindste på adressen sov til klokken halv 9, og af hensyn til andre småbørnsforældre, stopper jeg med at fryde mig nu. Men kort sagt, havde jeg i morges ingen grund til at klage.

En god grund til at mugge lidt havde jeg måske nærmere i går aftes. Jeg væltede det største krus vi ejer – lige som jeg havde fyldt det med te. Noget af det glohede vand ramte min bullet journal. Jeg sagde et par høje ord, og skyndte mig at tørre op. Kort derefter, ja, så fandt jeg simpelthen mig selv i gang med at glæde mig over, at vandet kun havde ramt kanten – og at det dermed virkede til at siderne ikke klistrede helt sammen. Og derudover, at det da egentlig var god timing, at dette uheld skete så tæt på nytår og dermed en ny bujo.

Et bad havde jeg sukket efter hele dagen. Men havde ingen mulighed haft. Jeg havde helt simpelt haft hænderne helt optaget. Hele tiden. Det resulterede i, at jeg først på den forkerte side af midnat kunne hoppe under vandstrålerne. Og som jeg stod dér, glædede jeg mig over, at jeg da fik mulighed for et bad trods alt. Og at jeg i øvrigt havde stadig havde en to-dag-gammel-ikke-ødelagt neglelak på mine negle. Tænk, at det er muligt, sådan som mine hænder er optaget langt de fleste minutter af hver enkelt time…

Det var dér det slog mig. Mon julestemningen har ramt mig? Mon jeg er blevet jubeloptimist? Uanset hvad, så er meget sket siden sidste mandag. Jeg ser lys i mørket, og det får mig til at tænke på, hvad der mon når at ske inden næste mandag? Næste mandag, hvor det er selveste juleaften.

Forhåbentlig er der sket noget med min juleirritation. Jeg føler mig nemlig ærlig talt som lidt af en vendekåbe. Fra tid til anden hører jeg dumme og skarpe ord komme ud af min mund.. Det er som om de ligger på lur lige under overfladen og først bekender ægte kulør, når de svæver dér i luften. Og som det er med sagte ord, kan de ikke tages tilbage. Kun undskyldes. Jeg arbejder i skrivende stund på, hvordan de kan stoppes før tid. Holdes tilbage, og helt gemmes væk. Jeg tror at mere søvn og styr på julegaverne vil gøre en del for det. Også måske en skruen ned for ambitionerne? Søvnen kan jeg kun håbe på. Det andet kan jeg gøre noget ved.

Jeg har hørt, at kunderne i butikker bliver mere og mere sure op til julen – frem for at blive mere og mere medgørlige og milde, som man måske skulle tro, i takt med at julefreden sænker sig? Næh nej. Den overordnede butiksstemning skulle være irritation, klager ren og skær kort lunte. Måske er det dét der har ramt mig? Jeg kan se så mange gode ting over det hele, og alligevel forplanter det sig ikke til mine ord. Jeg føler mig på én eller anden måde presset. Måske er det udtryk for en frustration over, at tiden ikke står stille, som jeg har bedt den om. Over, at halvdelen af de ønsker jeg havde for december-hygge ikke er nået? Til trods for, at jeg ønskede mig en uambitiøs december En irritation over, at jeg alligevel lod mig rive med af juleræset, når jeg jo bare ville have julefred?

Nu vil jeg snuse ekstra tungt ind af babyduften. Og spise en cookie.

Og forhåbentlig har roen sænket sig lidt mere dybt i mig i morgen.