Jeg frygter at glæde mig til at føde

Jeg kan godt se, at graviditet har sneget sig ind riiimelig mange andre steder her på domænet – og også her og der på instagram på det seneste. Men ærlig talt, så er det virkelig svært ikke at få til at fylde det hele lige pt. Simpelthen fordi det fylder for alt både rent fysisk, rent mentalt og rent følelsesmæssigt. Jeg er gennemsyret højgravid. Og når jeg sådan vælger at udtrykke mig verbalt og visuelt, så vil dét også blive gennemsyret af, hvad der fylder for mig. Så bær over med mig, hvis ikke i orker mere. Snart er jeg ikke højgravid længere ?

På mange blogs møder man såkaldte fødselsberetninger – nedskriv af fødsler fra ende til anden (mere eller mindre). Egentlig har jeg længe tænkt, at dét kunne jeg da sagtens. For helt ærligt, så er jeg IRL én stor reklame for at føde. Fordi jeg havde så god en oplevelse, og så gerne vil fortælle om det. Face to face, altså. Men det er alligevel noget andet sort på hvidt på det store internet, kan jeg mærke. Jeg er altså ikke dér, hvor jeg har lyst til at gennemgå min første fødsel in public fra ende til anden. I stedet vil jeg gerne dele mine overordnede tanker  om dét at stå overfor den anden fødsel, som min krop skal igennem indenfor nærmeste fremtid. Og de følelser det medbringer: At jeg glæder mig til at føde. Men at jeg også frygte at glæde mig…

Jeg havde som sagt en virkelig god fødsel første gang, jeg gennemgik en sådan én. Skulle jeg have ønsket mig noget (hvilket jeg egentlig ikke turde), så havde fødselen været lige sådan som den blev: Den var tryg, den gik relativt stærkt, jeg nåede ikke at panikke og jeg havde kræfter til selv at tage imod mit barn. (Sidstnævnte under skarp kommando fra jordemoderen – dén mulighed havde ellers aldrig strejfet mig som en mulighed. Men EJ, hvor er dét dog er det største jeg rent fysisk har formået i mit liv!). Det var vildere og mere i-naturens-vold-agtigt end jeg havde forestillet mig. På den gode måde. Jeg følte, at min krop vidste lige hvad den skulle, så snart jeg altså blev tryg i at trække vejret under veerne. Derfor har jeg virkelig virkelig glædet mig til at skulle opleve det igen. At være helt forbundet med min krop, mærke urkraften, forhåbentlig være endnu mere tryg (fordi jeg kender følelserne), og opleve dét at sætte et liv i verden. Og måske endda kunne gribe et barn igen. Årh.

Men. I al den begejstring og fascination har der også sneget sig en frygt ind. En frygt for skuffelse. For kan det mon overhovedet leve op til mine håb og mine drømme? Så meget kan gå galt (!): Står hovedet helt rigtigt? Er min krop lige så stærk som sidst? Hvad med navlestrengen? Og babys velbefindende i det hele taget? Mister jeg for meget blod? Går noget galt, hvis det går endnu hurtigere end sidst? Kan jeg mon følge med, også rent mentalt? Hvad nu hvis jeg ikke kan huske, hvordan jeg arbejder med veerne, eller hvordan man presser? Eller hvis jeg bliver slået ud af kurs over, at det forløbet ikke er, som jeg husker en fødsel?

Kan noget forløb i det hele taget leve op til min (måske forskønnede??) forestilling af at føde?

Alligevel bliver jeg ved at se dokumentarprogrammer som “Velkommen til verden”. Simpelthen fordi det minder mig om, at der er mange veje til samme mål. Og at alle forældre ender lige lykkelige: med deres barn i favnen. Og lad os så lige holde fast i dén tanke ❤️