…Dét spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange siden kort før jul. Siden den dag Confetti CPH på stedet sagde ja til, at jeg måtte være med ombord. Den første gang vi mødtes.
Det er ærlig talt svært at forblive komplet anonym, omgivet af bloggere og en sej agent, som alle er pænt seje til stories (og instagram og blogs, naturligvis).. Så i dag blev der en story to follow på insta, og mit fjæs kom på.. Naturligvis med min tilladelse! Bloggen her har været komplet anonym indtil nu. Ja, altså bortset fra to veninder, min søster og min mand. Ellers har ingen andre vidst om det her lille eventyr. Jeg turde simpelthen ikke udgive en blog ellers. Jeg ville aldrig – aldrig havde turdet gøre det under mit rigtige navn! Hvad mon folk ikke ville tænke?
Men nu er sagen altså den, at Christina Barré har taget mig under sin vinge, og jeg forstår det helt ærligt ikke. Hvorfor mon? Og hvorfor er de alle sammen så søde ved mig? Hvornår fortæller de mig, at det hele bare var en kæmpe prank?
Følelsen er ikke helt ny. Den dér følelse af, ikke at være det værd. Ikke at fortjene det. Den er faktisk gammel. Og måske er det derfor, den er så svær at komme af med. Den er helt sikkert også en del af, at jeg har gjort bloggen anonym (til at starte med). Jeg kan hverken hænge det op på en person eller en begivenhed. Jeg aner ikke, hvornår det startede, eller om det altid har været der. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde helt har følt mig værdig til det gode, der er kommet min vej?
Derudover har jeg altid fået usandsynlig kolde fødder, når jeg har skulle præstere. Da jeg tog mit kørekort, vidste ingen det. For så var der jo ingen der forventede, at jeg bestod? Da jeg fik min hue i gymnasiet, måtte min familie ikke stå ude foran, for jeg ville blive alt for bange for ikke at gennemføre. Og da jeg gik i fødsel, vidste ingen det – ud over de aller aller nærmeste familiemedlemmer ( som talte 4 mennesker). For tænk, hvis jeg ikke gennemførte? Eller kunne? Eller? Jeg ved det ikke..
Derfor siges spørgsmål med ét stort forbehold fra min side. Særligt, når det er noget der rigtigt betyder noget for mig: “Jeg spørger bare for at have spurgt.. Et nej er selvfølgelig HELT forståeligt. Faktisk forventeligt. Så ja, bare glem, at jeg spurgte…” Men denne gang turde jeg altså spørge, helt straight up. Og det gav pote. I den vildeste forstand. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det eneste jeg kunne komme i tanke om var at danse. Danse med høj musik – med min mand og datter – lige midt på stuegulvet. Jeg er taknemmelig til helt op over ørerne. Faktisk kan jeg ikke helt huske, hvornår mine ører og kinder har haft en nogenlunde almindelig farve!? Og med alle de like’s på insta, som har tikket ind i dag, er jeg helt alvorligt bekymret for, om jeg ender som en omvandrende Pyrus (… med permanent røde ører, hvis du har svært ved at fremkalde et billede af ham? Men hvem har egentlig dét? Bare glem det… Ødelagde jeg den lige dér? ?)
Bloggen bliver ved med at være relativt anonym. Jeg har ingen ambitioner om selfies eller outfit-billeder, eller at mit ‘rigtige’ navn står et sted. Jeg vil gerne bevar dette forum som et frirum fra præstationer. Men altså, folk som kender mig privat, har i dag kunne genkende mig.. Og det er helt okay. For jeg er ikke helt lige så bange længere. Faktisk er jeg en smule stolt ? Så helt uden en story eller andet på insta, tror jeg altså ikke at jeg kan komme uden om – i min nye stol hos Confetti CPH. SHIT, jeg er heldig!
Færdig!
Pynt påskebordet ?
Skriv et svar