Det er nok ikke gået over nogen af jeres hoveder, at jeg pt. sidder med mit speciale.
Her mod slutspurten slår det mig, hvem jeg mon er, når jeg er færdig?
Og hvornår er man overhovedet færdig?
Jeg gruer ikke for, om livet går videre. Tvært i mod. Jeg glæder mig til det nye, det uvisse. Rigtig meget. Samtidig er jeg bange for at nå i mål. For hvad så? Så kan jeg sige “dét var mit speciale” eller “dét var den største opgave jeg har skrevet” og “ja, nu er jeg færdig.” (Når altså jeg har været i praktik..) Har jeg så et cand. mag. stempel i min pande? Kan man se det på mig? Føler jeg mig lettet? Mere voksen?
Jeg bliver altid så nervøs, når noget er ude af mine hænder. Jeg elsker derimod processen, og følelsen af, at noget er undervejs, og at blive klogere i samspil med andre klogere mennesker. Og ej, hvor har jeg nydt, at have en vejleder, som med få stikord har udvidet mit perspektiv!
Min kærlighed til processen handler nok også om, at jeg er en drømmer. At alt er muligt (stadig). Og sådan er det jo med mit speciale: Jeg kan stadig nå at gøre alle de muligheder om, som jeg kan komme i tanke om. Lige indtil afleveringsdatoen. Lige om lidt.
Lige om lidt, er det ikke længere i mine hænder, men bedømmende øjne skal granske mine skrifter. “Nåh, det var SÅDAN hun valgte at gøre. Hvorfor ikke sådan?” Bordet fanger. Og når det er sendt afsted, tager nervøsiteten først over. Det ved jeg bare.
For er det i gode hænder?
Jeg er så tilbage ved frygten for, hvad andre mon tænker..
Lige nu tænker jeg en masse, og kan handle en masse. Og det gør jeg. Jeg knokler for at nå i mål.
Samtidig gruer jeg for at nå i mål. For så er jeg kun ladt tilbage med mine tanker – uden mulighed for at handle..
Skriv et svar