Den anden aften kort før sengetid opdagede jeg, at min lille søn har fået hård hud. Den slags troede jeg egentlig ikke børn fik. Og da slet ikke små børn. Den hårde hud var på inderside af hans håndflade. Som jeg lå og holdt hans hånd, slog det mig, at han naturligvis har den hårde hud netop dér, fordi han er begyndt at kravle. Vedholdende, ihærdigt, konstant og langt. Han bruger sine hænder som et ekstra sæt fødder. Og på den måde var det pludselig ikke så mærkeligt med den hårde hud. Faktisk blev jeg næsten forundret over, at han ikke var hårdere med den arbejdsindsats, han lægger for dagen.
Som hans åndedræt blev langsommere og tungere, jo tættere han kom på soveland, kom jeg til at tænke på det dér med at være lidt ekstra ømskindet. Indlægget skrev jeg under påskud af at være gravid. Eller. Jeg var gravid, da jeg skrev det. Men det dér med at være ømskindet, det er faktisk ikke noget, jeg ser som en isoleret ‘graviditetstilstand’. For mig. Faktisk er jeg generelt set lidt mere ømskindet end gennemsnittet. Er min egen subjektive vurdering 😉 Omend jeg ikke rigtig ved, om jeg bryder mig om udtrykket..
Jeg føler nogle gange, at min hud besat med paraboler, som opfatter, opfanger og føler. Meget. Og hele tiden. Hvis min hud et strikket stykke stof, ville den ikke være særlig finmasket, men derimod stormasket; Det meste går lige igennem, og ind under huden. Derinde er det så op til mit hovede, min krop og mit hjerte at filtrere i alle indtryk. Jeg hænger mig ofte i tankespind, følelser og indtryk, og har svært ved at vikle mig ud af det igen.
I udgangspunktet tænker jeg det som et ekstra stort udvalg af farver og indtryk. Og på den måde ville jeg ikke være det foruden. For jeg ville ikke være mig uden. Men der er også den anden del. Den del som klæber. Og spænder ben. Til tider kan det føles som et klæbrigt edderkoppespind, som svøber sig om mig. Og dén del har fået lov at fylde i noget tid, uden at jeg har været helt bevidst om det. Mine tanker og min sensitivitet kan gøre, at jeg bliver blæst bagover og sætter mig på halen… Så sidder jeg dér med store øjne, og kigger på at verden løber forbi.
Tilbage til det dér med at have hård hud. Det slog mig, at vi alle naturligvis får lidt hårdere hud, dér hvor vi bruger huden. Også i overført betydning. Nogle af de ting jeg før ikke har turde, har haft sin rod i noget, som jeg måske skulle have sorteret fra!? Noget som kom for tæt på. Som ikke skulle have været lukket ind i første omgang. Den sidste tid har det slået mig, hvor meget jeg har ladet mig begrænse af min hud. I min hud. Og det er blevet en drivkraft i mig, hvor lidt jeg gider, at historien om mig er, at ‘jeg ikke ikke turde’.
Derfor er jeg begyndt at øve mig. I at turde. Selv når jeg er handlingslammet af tankespind. Og jeg kan mærke, at det bliver lettere, des mere jeg handler mig ud af det. Des mere jeg øver mig i at sætte ord på det svære, des lettere bliver det. Des mere jeg øver mig i at tage billeder, des mere jeg øver mig i at dele, des lettere bliver det. Så snart jeg holder mig igang, gør det ikke lige så ondt. Og er ikke lige så farligt. Lige så langsomt bliver min ømskindede hud trænet. Smidiggjort. Jeg er ikke hårdhudet, og bliver det nok aldrig. Men måske jeg får lidt hårdere hud på indersiden af mine hænder, som jeg kravler frem?
Jeg vil gøre som min søn.
Han.. prøver, øver, tør.
Igen og igen.
Skriv et svar