Jeg har en klar erindring om en af mine barndomsveninders hjem.
Et minde om, hvordan der faldt en ro over mig, når jeg kom ind i deres lyse, velduftende hjem. Det er helt sikkert blevet ‘retouched’ i min erindring som årene er gået, men der var uden tvivl noget særligt over det, og det hjem hun voksede op i. Uanset hvornår jeg kom på besøg, synes jeg det emmede af hjem, elegance og ikke mindst afslappethed. En kombination, som fik mig til at føle mig inspireret. Jeg tog tit dertil bare for at sidde og skrive mine opgaver, dér foran pejsen, eller for at vende nogle tanker jeg havde. Fordi dér var alt muligt og trygt.
Siden da har jeg altid tænkt: når jeg en dag får mig et hjem, skal det være som dét hjem.
Mit hjemmelavede hjem skal gøre, at folk slapper af, føler sig hjemme, og så må de da også gerne synes det er elegant (eller smagfuldt). Og det ønske er ikke blevet mindre af, at vi nu er tre herhjemme. Jeg vil gerne have at min datters veninder en dag har lyst til at søge ‘tilflugt’ her.
Fra da jeg forelskede mig i min venindes forældres hjem, har dét at føle sig hjemme også hængt sammen med indretning. Ja. Det lyder måske overfladisk, men jeg bliver simpelthen så inspireret af smukke hjem, hvor funktionalitet også ser godt ud. Hvor rummet afspejler den stemning der er der. Og hvor stil ikke er snobbet, men inspirerende og øjenåbende. Ja, det lyder af meget, men det er måske også ‘bare’ en følelse af, at der et sted er gjort sig umage, taget sig tid og ro. Til indholdet i hjemmet og til gæsterne.
Moren i hjemmet sagde engang til mig, da vi havde en snak om sammenhængen mellem æstetik og økonomi: Nogle gange bliver man mere kreativ af at være begrænset. Og det tror jeg på. Jeg tror på, at man finder på, hvis det ikke er en mulighed ‘bare’ at købe sig til ting.
Og jeg gør det meget. Finder på, for at spare penge, men også fordi jeg synes der er noget over, at have taget sig tid til detaljer i sit hjem. En omhu.
Så dette ‘rum’ håber jeg får en ‘hjemlig’ vibe, som jeg løbende dokumenterer mine påfund og viser hvad der inspirerer mig. Lige som jeg håber at mit hjem kommer til at blive mere end rum i takt hermed.
Skriv et svar