I virkeligheden har dette DIY-projekt ligget i gemmerne længe. Faktisk har vi haft vores seng sådan her længere end jeg lige helt kan huske. Derfor må jeg også erkende, at “work in progress”-billeder er svære at fremskaffe. Alligevel synes jeg simpelthen, at sengen er for god til at lade forblive i gemmerne. Sengen har flere fordele. For det første er den spækket med opbevaringsplads. For det andet er den let (for undertegnede) at komme ud af om morgenen, fordi den er relativ høj. Som det sidste er den helt enkel og lys i udseendet. Alt sammen features, som jeg altså synes er positive ?
Og netop fordi den er så relativ nem at komme ud af, kunne det være, at netop dagen i dag var en god dag at dele det på? På min lokale café nede på hjørnet blæste alle bænke, borde og lyskæder omkuld her til morgen. Man må vist sige, at efteråret for alvor har gjort sit indtog. Så måske nogle også har haft lidt svært ved at komme ud af fjerene denne morgen? Jeg selv har i hvert fald glædet mig lidt til dagens første og anden kop kaffe..
Her er, hvad jeg brugte:
- En boksmadras (min måler 140 x 200, og det er med udgangspunkt i de mål denne guide er. Den kan naturligvis tilrettes til andre mål også!)
- 7 x bestå-kommoder fra IKEA (i denne størrelse med skuffer/låger alt efter, hvad du ønsker at opbevare i dem. Min anbefaling er klart skuffer til tøj, mens bøger/sko, støvsuger eller andre større sager med fordel kan opbevares bag en låge. Bestå-møblerne kan også købes i dobbelt-udgave. Jeg har således bygget min op af 2 af disse stel og 3 af dette stel)
- Bolte til at sætte kommoderne sammen med. Eksempelvis disse bolte.
- Skridunderlag, som kan klippes til. (Hvis du alligevel er i IKEA, er dette en mulighed)
- Derudover har jeg ‘pyntet’ sengen med et ‘sengeskørt’, og sømmet læderstropper på hver skuffe som håndtag.
Sådan gjorde jeg:
- Først samles kommoderne.
- På hver af langsiderne havde jeg 3 x bestårum (= 180cm). De resterende 20cm (for at nå sengens længde på de 200cm) har jeg ladet forblive ‘frie’ ved hovedgærdet. På den måde kan vi stadig nå ind til stikkontakterne under sengen, og sengen virker mere ‘helstøbt’ i fodenden.
- I fodenden sættes en enkelt bestå kommode mellem de to langsider.
- Sæt således kommoderne op som en ramme, som passer til sengens mål. Uden sengen ovenpå. Og uden skuffer i.
- Nu skal kommoderne boltes sammen. Bor et hul på størrelse med din bolt gennem de to sider, du ønsker skal boltes sammen. Vær opmærksom på, at bolten ikke går så langt ud at en eventuel skuffe vil støde på den. Dette gøres som minimum på de to langsider. Du kan eventuelt lade den enkelte kommode stå frit for fodenden. På den måde kan du også udnytte hulrummet under sengen, ved at kunne komme derind ved at flytte den “løse” kommode. Men dette er altså en temperamentssag.
- Placér nu stellet sådan at det passer med undersiden af sengen. Sørg for, at den også står vinkelret mod den væg du eventuelt placerer sengen op af.
- Klip nu skridunderlaget til, så det passer med de øvre overflader (som kommer til at støde mod bunden af sengen).
- Placer sengen direkte ovenpå kommoder + skridunderlag.
- Monter nu skuffer/låger, og udnyt al den ekstra opbevaringsplads du netop har fået.
- ‘Pynt’ eventuelt med håndtag eller sengeskørt.
I virkeligheden svarer fremgangsmåden meget om denne metode, som jeg brugte til bænken med opbevaring. Sig dog endelig til, hvis der er noget som ikke giver mening, eller du mangler svar på noget.. ? Jeg har været hjemme med et sygt barn i dag, så det er gået lidt stærkt her til sidst ? Jeg håber trods alt, at det giver mening!
Kærligst S
mardie says
Det er simpelthen en genial løsning på en seng! Både for en familie uden så meget plads og for alle andre. Bravo!??❤️
StayStrange says
Tusind tak, Mardi <3 Det gør mig virkelig glad, at du synes det ?
Tina says
Hej ?
Det kan godt være det er mig der slet ikke kan regne?? eller regne den ud. Det ville være fedt hvis du havde lavet en tegning. Er der12 enheder i alt?
Stay Strange says
Hej Tina. Mega fedt input! Du har da virkelig ret i, at det ville gøre overblikket/overskueligeheden noget mere gennemskueligt 😉 Jeg vil forsøge at arbejde på det, men det kommer nok også lige til at tage mig noget tid, før jeg er helt sikker på at jeg tegner det rigtigt 🙂 Ha. Jeg skal nok skrive herinde eller på din mail, når det lader sig gøre <3 TUSIND tak for din besked. Det gør mig så glad at høre, at der er nogen som er interesseret i mine skøre DIY's!