Lige som jeg var lidt halvpresset over weekendens ambitiøse program, giver det hele sig selv. Min datter har kastet op fra klokken 4 i nat, og ca. en gang i timen derefter. I skrivende stund sover hun, og håbet er, at hun får sovet det meste ud. Så planerne er ændrede. Vennerne mødes et andet sted. Vi bliver hjemme. Med en hel stak brunkager, et kalenderlys som vi arbejder hårdt på, vasketøjet som jo skulle hænges op(!) og juletegnefilm på skærmen. Det er altså slet ikke så dårligt..
Jeg har fået en forespørgsel på at skrive lidt om mig selv, mit studie og min fremtid.. Og jeg kan altså ikke stå for at få spørgsmål. Jeg bliver faktisk helt høj af det. Tænk, at I gider læse med og interesserer jer!? Så hvis I ønsker svar på noget, så bare spørg. Chancerne for at jeg svarer af ren begejstring, er pænt store 😅
Jeg har jo valgt at denne blog skal være anonym, så jeg vælger også alt for specifikke detaljer fra (for nu). Min anonymitet giver mig mod på at turde tale om nærmest alt, og at føle mig fri herinde. Fri af bekymringer om venners eller bekendtes tanker om mig. Ikke at jeg sådan rent objektivt set tænker, at de vil tænke noget særligt. De fleste vil nok være ret lige glade, men i min (subjektive) krop, ville det fylde meget for mig, hvis folk vidste hvem jeg er..
Når det så er sagt, vil jeg da gerne fortælle lidt mere om mit studie og de opgaver og beslutninger jeg står midt i. Indlæggets titel er lige dele ‘spas’ og lige dele sandhed. Jeg begyndte nemlig at studere på universitetet i 2010! Det er er altså 7år siden. Til sommer – når jeg er færdig – er det 8 år siden! Gys! Det lyder som en evighed jo. Men nu skal I høre historien om, hvorfor det hele har taget liiidt længere end beregnet:
Jeg startede med at læse musikvidenskab. Efter et par år dér valgte jeg dansk som tilvalg. En klassisk gymnasielærer-uddannelse. Jeg læste hele bacheloren. Forlængede den med et halvt år, for at have ro på til bachelor-projektskrivningen. Min mor sagde, da jeg spurgte hende til råds: “Man er kun studerende én gang, så lad være med at jag igennem det.” Måske har hun fortrudt den udtalelse siden, for dét blev starten på en glidebane 🙊 Ej, det er ikke sandt! Sætningen har jeg dog tænkt på mange gange siden. For det er virkelig en periode jeg nyder til fulde! Efter bacheloren fortsatte jeg direkte på kandidaten, og startede op med dansk-delen af den todelte kandidat.
Da jeg så var færdig med den, skulle jeg tilbage til musikvidenskaben, men havde bare SLET ikke lyst. Jeg gik dog i krig – der var jo ikke så langt igen!? Jeg havde læst et helt år af kandidaten allerede. Men i musikken kunne jeg slet ikke finde mig til rette. Faktisk følte jeg mig så malplaceret og ked af det, at jeg endte med at beslutte at skifte sti. Halvvejs inde i kandidaten! Nogle vil sige, at det er fjollet, og hvis jeg havde hørt andre (før jeg selv var i situationen), havde jeg nok også bare sagt “få det dog klaret”. Men jeg kunne ikke se mig til enden af det. “Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvor min rigtige hylde er”, som jeg, i en grådkvalt samtale med en underviser, fik fremstammet. Og pludselig føltes musik slet ikke som min fremtid, som mit sted eller som noget jeg kunne se som min primære levevej. Ej heller at undervise. Selvom jeg nærmest altid har arbejde med netop at undervise. Samtidig savnede jeg dansk på en sådan måde, at jeg fik ondt i maven over aldrig at skulle studere dét igen. Jeg følte mig slet, slet ikke færdig med min kærlighedaffære med litteraturen og sproget.
Så jeg søgte om at skifte kandidat – til en hel kandidat i dansk. Det fik jeg lov til. I Aarhus. Og på betingelse af, at jeg startede forfra på kandidaten.
Selvom visse ting var gået min næse forbi (i forhold til de andre studerende), fordi jeg i bogstaveligste forstand havde haft musik i ørerne, så følte jeg mig hjemme! Jeg blev glad igen, og følte sådan helt kliché-agtigt, at jeg havde fundet min plads. Det faldt mig naturligt på en måde, så jeg følte at jeg var kommet i mit rette element. Som om jeg var en ko der igen blev sluppet ud på marken. Min retning på studiet har med kultur, formidling og kunstneriskeudtryk at gøre. Så på den måde er der stadig visse tråde til musikken. Linjen var nyopstartet da jeg søgte ind, og faktisk tænkte jeg – da jeg ansøgte om uddannelsesskift – at dén uddannelse var den mest spændende jeg havde hørt om! Jeg havde bare ikke liiiige tænkt, at det var oplagt at læse dér. I Aarhus. Vi havde lige købt lejlighed i København (på Nørrebro), og min mand var lige blevet fastansat på Sjælland, så det var på intet tidspunkt på tale at flytte. Jeg pendlede derfor mine første semestre, mens jeg sad med kvalme i toget. Ikke fordi jeg bliver køresyg. Eller. Det gjorde jeg. Det gør jeg bare ikke normalt. Årsagen var, at der nu var en baby i min mave. Sidste år holdt jeg derfor ét års pause fra studiet, mens jeg var på barsel. Min mand var også på barsel 3 måneder, så noget af den tid tog jeg ud af huset, og begyndte at læse til mit speciale. På den måde fik han sin ‘alenebarsel’, og jeg fik lidt ‘mig-tid’ efter at have været meget alene med bebsi.
Nu skriver jeg så specialet, og mangler derudover en praktik, før jeg til sommer kan kalde mig færdiguddannet. Jeg skriver specialet om blogs. Blogs er jo også en slags skriftlig formidling, og derudover foregår der meget skriftlig kommunikation (særligt på store blogs). Og noget af dét er grobund for mit speciale. Mere specifikt vil jeg ikke komme ind på det nu. Jep, jeg er hemmelighedsfuld – i know. Men bare rolig: det er ikke fordi jeg skriver om denne blog. Det lover jeg!
Det er virkelig fedt for mig at have fået lov til at bytte om på praktik og specialet. Normalvis slutter man jo sin uddannelse med specialet, men det gør jeg altså ikke. At jeg først skriver specialet har gjort, at jeg mere fleksibel i de måneder min datter er yngst, og det sætter jeg virkelig stor pris på! Hvor jeg skal i praktik, ved jeg endnu ikke helt. Jeg er i dialog med to steder (og føler mig MEGET heldig over dét). Men intet er altså helt på plads. Måske jeg afslører det, når det er på plads!?
“Jamen, hvad kan du så bruge din uddannelse til?”, bliver jeg tit spurgt om. I virkeligheden føler jeg, at jeg selv afgør det, og at jeg har mange muligheder, hvis jeg er kreativ. Meen jeg ved det jo ikke. For at være helt ærlig, så gruer jeg for den dag jeg ikke længere er studerende. Jeg elsker at fordybe mig, læse og blive klogere. Og ja, man bliver jo også klogere på et arbejde! Men jeg drømmer sådan om at kunne beskæftige mig med noget, hvor jeg (i så høj grad som muligt) bevarer min fleksibilitet, kreativitet og ‘selvbestemmelse’. For de ting elsker jeg ved at være studerende! Jeg vil meget hellere være en freelancer med svingende indtægt end en 8-16-arbejdende fastlønnet. Selvom jeg elsker stabilitet og styr på budgetterne, så elsker jeg endnu højere at føle, at jeg selv er herre over mit liv, min tid og at jeg har rum til at min familie kommer først.
Hvad mon I der læser med laver til daglig?
Stille hjem. Stille base.
Må jeg spørge om noget?
Hjemme igen.
”){kind=link}
Skriv et svar