Ro på vej..

Jeg føler ofte, at jeg bør, skulle eller kunne gøre mere end dét, jeg gør.

På sin vis er det jo en god ting. For når så jeg er on a roll, får jeg virkelig også meget fra hånden. Men. Det er heller aldrig helt nok. Jeg kunne altid gøre mere, hvis jeg er min egen dommer. Den smule ro der er – midt på dagen i ‘hviletiden’ og efter, at børnene er lagt –  forsøger jeg ofte at udnytte.. Måske udnytte lidt for godt. Jeg forsøger at ‘gøre noget for mig selv’, klare praktiske sager, skrive, læse eller DIY’e. Og det er dejligt. For da børnene var helt små (eller bare lidt mindre), var den salgs pausebeskæftigelse ikke en mulighed. Men. Jeg kan også køre mig selv lidt hårdt, og lige nu kan jeg faktisk ikke huske en middagspause eller aften, hvor jeg bare har sat en film på. Eller noget andet roligt og ikke-produktivt.

Jeg føler mig dagligt taknemmelig over, at jeg har overskud og inspiration til igen at lave og gøre ting. Det gør mig virkelig glad på daglig basis. Men hvile er stadig vigtigt, tror jeg. Jeg tænker tit på, at det er tankevækkende, at det 4. bud ud af 10 er, at helligdagen skal holdes hellig. (Okay, det med hvilket bud det er skulle jeg lige google..) Det er virkelig interessant, at blandt bud om ikke at måtte stjæle, slå i ihjel og at ære sine forældre, ja, så står der i de gamle bud, at helligdagen skal holdes hellig. For hvornår sætter jeg egentlig ned – uden mål eller ‘ambitioner’ for dagen? Hvornår holdt jeg en dag “hellig”. Hvornår sagde jeg “helle for hvile”? Hvornår er det okay bare at være?

I går sad jeg i bilen på vej fra et familiebesøg til sommerhuset. Børnene sov på bagsædet, og jeg selv var pludselig også helt træt på passagersædet. Omkring mine fødder havde jeg mit strikketøj, mine bøger, min computer, min kaldender og min telefon. Der var så meget jeg lige kunne gøre dér i bilen. Og dér sad jeg så. På passagersædet i bilen – på vej fra A til B. I bevægelse, og med mulighed for at gøre alverdens ting på vejen. Tilmed var der ro og uforstyrret tid foran mig. Men pludselig blev jeg så tilfreds og rolig i bare at være. Taknemmelig for at være lige dér hvor jeg er. På vej. Med al mine aller vigtigste små mennesker hos mig. Dét jeg havde aller mest lyst til dér var bare lige at sidde. Sidde. På vej. Og læne mig ind i følelsen af, at jeg er på vej.. Og selvom der er meget jeg kunne, burde, skulle og ikke ved om.. Så gør det godt at sidde stille, tilbagelænet, halvtræt og nyde; roen på vej..