• Bloglovin
  • Email
  • Instagram
  • SARAH STRANGE

    • DIY
    • Minimalisme
    • TIPS
    • Om

    OM AT BLOGGE, TORSDAGSTANKER · 8. august, 2019

    skulderklap eller skadeklap?

    Vi er hjemme igen. Hjemme efter små (eller store?) fire uger i sommerhuslimbo. Hjemme med en vaskemaskine, som kører på fjerde vask i skrivende stund. Hjemme i egne rammer. Hjemme hvor alting har en plads. Pånær mine tanker. De flakker stadig lidt omkring, men der er ro på vej. Det gør vores hjem nemlig ved mig. Årh, hvor jeg dog faktisk har savnet vores lille hjem. Ganske som jeg forudså.

    Jeg har tilladt mig at trække stikket den seneste tid. Tjekket mindre ind på de sociale medier og bloggen her end jeg vel nogensinde har gjort, siden jeg startede den. Årsagen var i starten praktisk; ferie med børn tager tid og fokus. Men også fordi jeg har trængt til det. Mit hovede har været sådan lidt.. rundtosset. Jeg har skrevet og produceret og løbet rundt. Mest af alt har jeg følt mig som en hovedløs (og ferietrængende) høne, som ikke har vidst, hvilken vej jeg skulle gå. Årsagerne er nok i virkeligheden mange; et nyt skoleår begynder, og selvom jeg ikke går i skole længere, så giver det alligevel anledning til en masse overvejelser om, hvad der ligger forude og hvilken “retning” jeg går. Eller flyver. Og det dér med retning, ja, det har jeg altså fundet lidt svært. For jeg har en idé (eller tre) om, hvor jeg gerne vil hen… Særligt rent i forhold til familie og arbejdsbalancen. Nogenlunde altså. Men. Jeg øver mig også i at sortere, prioritere og holde fokus. Så meget som jeg nu kan. Men feriens larm og gåen rundt har altså (for at vende tilbage til mit tidligere ordvalg) gjort mit lidt rundtosset. For larmen har altså mest af alt været i mit hovede og det samme har min gåen rundt om mig selv. På en måde kan det sammenlignes med, at der er blevet klappet rundt om mig, og at jeg skiftevis er blevet opmuntret af klappene, er blevet forvirret af dem og er blevet forskrækket af dem. Der findes nemlig forskellige klap. Det er gået op for mig.

    Skulderklap, venga venga eller skadeklap.
    Nogle klap er umådeligt opmuntrende; dem der kommer efter en optræden, og man bliver klappet ned ad en scene så at sige. Skulderklappet. Det klap sommer kommer som resultat af, at nogen har observeret én. Fordybet sig og taget sig tid til én. Ikke bare i forbifarten, som klappene nedenfor. Nej. Den slags, som bærer én i timer, dage, uger, måneder derefter. Den slags som faktisk giver én vinger.

    Andre klap kan virke næsten hånende(?) Som når der klappes (og råbes venga venga) til de cyklende og hårdtkæmpende cykelryttere i Tour de France. Tanken bag er sød, naturligvis, men af én eller anden grund finder jeg det også en smule skørt, at mennesker råber “kom nu, kom nu” til mennesker, som helt tydeligt giver alt, hvad de har og kan. Men måske det også er netop derfor, jeg aldrig rigtig har brudt mig om holdsport som eksempelvis spinning? Insisterende og næsten kommanderende opmuntring er faktisk helt demotiverende for mig.

    Og så er der den sidste slags klap (som jeg kan komme i tanke om).. En slags klap, jeg først lige har lært at kende; skadeklappet. Klappet som kan skræmme skaderne væk, fordi de lyder som skud. Eftersigende kan man klappe højt og tydelig, for at få skader til at holde sig væk fra sin have eller grund. Den slags klap virker ikke hverken opmuntrende, imødekommende eller vejvisende. Tværtimod.

    Hvorfor al den snak om klap? Jo, for i løbet af den sidste tid er jeg stødt på klap. Og faktisk har det gjort mig mere forvirret end afklaret. Nogle har givet lyst til at sætte retning mod klappet, forfølge dét der er blevet skåret ud i klap. Nogle har virket stressende, pressende og svære at leve op til. “Jeg gør mit bedste, men helt ærligt, er det nogensinde nok?” Andre igen har givet mig en iver efter at lette fra min lille gren, stikke halen mellem benene og komme væk i en rivende fart. Ja, gjort mig nærmest bange. Og så er der naturligvis de bedste; Dem der har fået mig til at ånde lettet op; givet mig en følelse af, at jeg “er på rette vej”.

    Med de klap rungende over mit hovede, har jeg trængt til at trække mig tilbage. Være lidt for mig selv med mine.
    Og lidt endnu flakker jeg en smule rundt. Og forsøger at holde kursen.
    Kursen mod noget, jeg måske, måske ikke, helt selv ved, hvad er.

    Lyder det hele lidt forvirrende? Så.. wellcome to mit hovede.
    Jeg tror mest af alt, at jeg trænger til at skrive flere af dem ned, så jeg kan få sorteret lidt i dem.
    Tankerne, altså.

    Vi skrives ved <3

    // S

  • COMING UP »

    Tip: Produktet jeg aldrig rejser uden

    LÆS OGSÅ

    • For resten..
    • Når jeg puster ud, trækkes vejret ind..
    • Jeg skal bare lige lande

    Skriv et svar Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM..

    FØLG @sarah.stay.strange

    sarah.stay.strange

    Strikker et selvstændigt arbejdsliv sammen, mens jeg bor småt.
    Designer strik her: @nakedknit
    💌 sarah@lundtoft.dk
    Læs mere her 👇🏽

    Det bedste ved at have malet hele vores leverum gu Det bedste ved at have malet hele vores leverum gult er, at det næsten altid ligner, at solen skinner. Også på dage, hvor den slet ikke gør det. 

Ps. hvor mange efterår skal man gennemleve, før man stopper med at blive overrasket over, hvor mørke dage faktisk kan blive på denne tid af året? Sku spørge fra en ven. 

#diyhome #compactliving #nordicliving
    For 6 år siden (nærmest på datoen) slog jeg de før For 6 år siden (nærmest på datoen) slog jeg de første masker op til, hvad jeg håbede, blev til en bh. @angelkirkegaard og jeg mødtes virtuelt over den første prototype, da anden bølge af corona kom buldrende, mens vi prøvede os frem og udvekslede noter om garnkvaliteter og pasform. Måske vi endda havde besluttet os for navnet @nakedknit. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forstillet mig. Men nok ikke, at jeg 6 år senere ville sidde på vores eget strikkekontor på Nørrebro og strikke i glimmer.
    Jeg voksede op på landet. Og jeg havde ikke regnet Jeg voksede op på landet. Og jeg havde ikke regnet med, at mine naboer i byen en dag ville ende med at strikke glimmertoppe til mig.

Da jeg var barn, fik vi altid at vide, at man kom hinanden mere ved på landet end i byen. I byen ved de nærmest ikke, hvem deres naboer er, sagde de. Sådan var det bare.

Og det er sandt: vi skåler ikke over hækken, for der er ikke nogen hæk. Til gengæld løber vi ned i gården, mødes på caféen eller biblioteket. Vi bor ikke bare side om side, men også oven på, under og lige overfor hinanden. Og efterhånden er flere af mine naboer blevet til venner. På gaden siger jeg hej til mindst lige så mange mennesker her på Nørrebro, som jeg gjorde i min barndomsby.

Og nu har en af dem strikket en glimmertop til mig.
    En business er ikke en baby. En business er en bu En business er ikke en baby. 
En business er en business, Baby 🤎
    I weekenden holdt vi vores første designworkshop, I weekenden holdt vi vores første designworkshop, @angelkirkegaard og jeg. Det var seriøst så fedt, at jeg knap har ord endnu. Men vi gør det igen til januar, og flere gange endnu næste år. (For januars workshop er allerede udsolgt). Niv mig i armen for et arbejdsliv.
    5 økonomiske greb, der var med til at give mig mod 5 økonomiske greb, der var med til at give mig modet til at kaste mig ud i at være selvstændig fuld tid. For ja, det føltes som at kaste mig ud fra en 10-meter-vippe. Og jeg er højdeskræk.
    Følg..

    KATEGORIER

    • DIY
    • For resten
    • HJEMLIG INSPIRATION
      • Efterår
      • GRØNT HJEM
      • indretning
      • Jul
      • Minimalisme
      • Påske
      • slow fashion
    • Ikke-kategoriseret
    • KLIMA
    • TANKESPIND
      • Arbejdsliv / selvstændig
      • MORLIV
      • OM AT BLOGGE
      • Store begivenheder
      • TORSDAGSTANKER
    • TIPS
      • BILLIGE TRICKS
      • fredagsfif
      • Tirsdagens tip
      • Ugens genudsendelse
    • Uncategorized
    • Underholdende underholdning
    • weekend mode

    est 2017

    SARAH STRANGE

    ARKIV

    Copyright © 2026 Sarah Strange / Theme by Eclair DesignsGenesis Framework · WordPress · Log in