Egentlig havde jeg tænkt mig at lave sådan en liste over, hvad jeg kunne finde på af praktiske og smarte aktiviteter til denne forestående weekend. MEN. Selvom efterårsferien for mit vedkommende har været afslappende, har den stadig stået i praktikkens tegn meget af tiden. Derfor mangler og savner jeg absolutte afslapningsaktiviteter. Vi er draget i sommerhus for simpelthen at komme væk fra alt det vi liiiige kunne. Og nu? Nu står den på intet andet end slapper, familie og god mad. Og ikke mindst at blive blæst igennem af havluft. Hvis du har samme “ambitioner” (kan man overhovedet bruge det ord i denne sammenhæng? Det er vel egentlig anti-ambitioner?), ja, så tænkte jeg i stedet, at jeg i stedet ville give et par ‘fredagsfif’ til noget, som måske kan bidrage til netop at komme heeelt ned i gear.
Her er mine 5 bud på ‘aktiviteter’, jeg kunne finde på at fylde min weekend ud med:
- Sumpe til “Living Big in a Tiny House” på Youtube. Jeg stødte tilfældigt på youtubekanalen for nylig, og jeg synes altså det er virkelig afslappende og inspirerende at se, hvordan andre kan indrette sig selv og sit liv simpelt.
- Bage de dér cookies der minder om barndom. Jeg gjorde det den anden dag; hev min mors gamle opskrift frem. Og jeg kan nok ikke frasige mig at have fået lidt af et sukkerchok. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe mig selv igen. Jeg tvang dog mig selv til at lægge nogle af dem i fryseren.
- Gå en tur. Træk vejret dybt. Eller tænde et stearinlys.
- Lave én eller anden form for håndværk. Hvis det altså får dig til at slappe af, naturligivs. Jeg har virkelig længe haft et godt øje til Macramé-håndværket. Og jeg har taget lidt tråd med i sommerhuset, og måske det kunne blive til noget? Hvis ikke, er det også helt helt fint med mig. Ellers virker instruksvideoer ofte helt terapeutiske afslappende for mig. Så måske jeg bare lader en behagelig forklarende stemme køre i baggrunden lidt af tiden i weekenden?
- Lave én stor portion mad, som holder i flere dage. Eller indløse det dér gavekort som har ligget i skuffen lidt for længe. Disse dage vil jeg gøre meget for at slippe bare lidt for alle de sædvanlige praktiske gøremål. For helt ærligt: Det er FERIE. Med min lille familie. Og det har jeg tænkt mig at gøre mit yderste for at nyde, nyde, nyde.
Hvad mon jeres (anti)planer er i weekenden?
Kærligst S
[…] med. Dé to ting kombineret passer rigtig godt ind i dette års efterårstempo (og forsøg på anti-ambitioner) her hos […]