• Bloglovin
  • Email
  • Instagram
  • SARAH STRANGE

    DIY OG ET LANGSOMMERE LIV?

    • DIY
    • Minimalisme
    • TIPS
    • Om

    Store begivenheder, TANKESPIND, Uncategorized · 8. januar, 2018

    It’s official… men hvorfor lige mig?

    …Dét spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange siden kort før jul. Siden den dag Confetti CPH på stedet sagde ja til, at jeg måtte være med ombord. Den første gang vi mødtes.

    Det er ærlig talt svært at forblive komplet anonym, omgivet af bloggere og en sej agent, som alle er pænt seje til stories (og instagram og blogs, naturligvis).. Så i dag blev der en story to follow på insta, og mit fjæs kom på.. Naturligvis med min tilladelse! Bloggen her har været komplet anonym indtil nu. Ja, altså bortset fra to veninder, min søster og min mand. Ellers har ingen andre vidst om det her lille eventyr. Jeg turde simpelthen ikke udgive en blog ellers. Jeg ville aldrig – aldrig havde turdet gøre det under mit rigtige navn! Hvad mon folk ikke ville tænke?

    Men nu er sagen altså den, at Christina Barré har taget mig under sin vinge, og jeg forstår det helt ærligt ikke. Hvorfor mon? Og hvorfor er de alle sammen så søde ved mig? Hvornår fortæller de mig, at det hele bare var en kæmpe prank? 

    Følelsen er ikke helt ny. Den dér følelse af, ikke at være det værd. Ikke at fortjene det. Den er faktisk gammel. Og måske er det derfor, den er så svær at komme af med. Den er helt sikkert også en del af, at jeg har gjort bloggen anonym (til at starte med). Jeg kan hverken hænge det op på en person eller en begivenhed. Jeg aner ikke, hvornår det startede, eller om det altid har været der. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde helt har følt mig værdig til det gode, der er kommet min vej?

    Derudover har jeg altid fået usandsynlig kolde fødder, når jeg har skulle præstere. Da jeg tog mit kørekort, vidste ingen det. For så var der jo ingen der forventede, at jeg bestod? Da jeg fik min hue i gymnasiet, måtte min familie ikke stå ude foran, for jeg ville blive alt for bange for ikke at gennemføre. Og da jeg gik i fødsel, vidste ingen det –  ud over de aller aller nærmeste familiemedlemmer ( som talte 4 mennesker). For tænk, hvis jeg ikke gennemførte? Eller kunne? Eller? Jeg ved det ikke..

    Derfor siges spørgsmål med ét stort forbehold fra min side. Særligt, når det er noget der rigtigt betyder noget for mig: “Jeg spørger bare for at have spurgt.. Et nej er selvfølgelig HELT forståeligt. Faktisk forventeligt. Så ja, bare glem, at jeg spurgte…” Men denne gang turde jeg altså spørge, helt straight up. Og det gav pote. I den vildeste forstand. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det eneste jeg kunne komme i tanke om var at danse. Danse med høj musik – med min mand og datter – lige midt på stuegulvet. Jeg er taknemmelig til helt op over ørerne. Faktisk kan jeg ikke helt huske, hvornår mine ører og kinder har haft en nogenlunde almindelig farve!? Og med alle de like’s på insta, som har tikket ind i dag, er jeg helt alvorligt bekymret for, om jeg ender som en omvandrende Pyrus (… med permanent røde ører, hvis du har svært ved at fremkalde et billede af ham? Men hvem har egentlig dét? Bare glem det… Ødelagde jeg den lige dér? ?)

    Bloggen bliver ved med at være relativt anonym. Jeg har ingen ambitioner om selfies eller outfit-billeder, eller at mit ‘rigtige’ navn står et sted. Jeg vil gerne bevar dette forum som et frirum fra præstationer. Men altså, folk som kender mig privat, har i dag kunne genkende mig.. Og det er helt okay. For jeg er ikke helt lige så bange længere. Faktisk er jeg en smule stolt ?  Så helt uden en story eller andet på insta, tror jeg altså ikke at jeg kan komme uden om – i min nye stol hos Confetti CPH. SHIT, jeg er heldig!

    Dette billede er altså IKKE fra i dag. Eller fra en af de andre seneste dage – hvor mine ører har været ildrøde. Jeg har op til flere billeder, som dokumenterer min pyrus-status, men det viser sig at røde ører er ikke så blog-venlige. Der er ligesom ikke noget filter de gør sig godt til… Så I må tage til takke med dette billede (i denne omgang) ? ??‍♀️
  • COMING UP »

    Slackersøndag og let DIY-lysestage

    LÆS OGSÅ

    • Feel good Fredagsfif
    • Om øm økonomi
    • ‘Blogger’!?

    Skriv et svar Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM..

    FØLG @sarah.stay.strange

    sarah.stay.strange

    @nakedknit
    designer, skriver og gør-det-selv 🤸🏻

    Men der er stor forskel på at være noget og at gør Men der er stor forskel på at være noget og at gøre noget. 

Den største kunst er dog at modellere opgaverne og måden jeg arbejder på til den jeg er. Så jeg trives bedst. Udvikler mig. Udfordrer mig selv. Og bliver ved med at have lyst og mod på det. 

Jeg har tænkt meget over forskellen på at vide, hvad man vil lave, og at vide, hvordan man gerne vil leve.

Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg strikker. Jeg designer. Jeg skriver opskrifter. Jeg driver en lille virksomhed.

Men hvordan jeg gerne vil arbejde, har jeg brugt længere tid på at finde ud af.

Hvor meget skal der være plads til fordybelse?
Hvor meget skal jeg egentlig arbejde?
Hvornår er en arbejdsdag god?
Og hvordan sørger jeg for, at det kreative bliver ved med at være den sjoveste del af arbejdet? 

Jeg er stadig i proces. 

Men en ting, jeg har fundet ud af er, at selvom proces kan føles frustrerende at være i, er det også den del af mit arbejde, jeg holder så mega meget af - at alt hele tiden kan modelleres. Både hvad jeg laver og hvordan jeg gør det.
    Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv e Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv er, hvor meta det er. Jeg er min egen ansatte og min egen chef. Og mit chef-jeg har vurderet at mit ansat-jeg trives bedst ved at komme ud og blive luftet hver dag, at have en ‘arbejdsplads’ som jeg kan lukke døren til og gå hjem fra. Et sted hvor momsen, møderne og det kreative fokus både kan slippes fri og parkeres. Og tænk engang. Pludselig ud af det blå blev vi prikket på skulderen og så snart malingen er tør og døren er sat i, så flytter vi ind på vores eget kontor; mit chef-jeg og mit ansat-jeg, og alt garnet 🐻
    For et par år siden var jeg sikker på, at vi skull For et par år siden var jeg sikker på, at vi skulle flytte.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide vores hjem eller det at bo småt. Men fordi jeg pludselig - og meget overdøvende - begyndte at savne noget, vi ikke har: at kunne gå direkte ud i noget grønt.

Og så fik vi en altan. 

Den er ikke stor. Men den gav mig noget, jeg havde mere brug for, end jeg anede; Luft. Lys. Og overraskende meget himmel.

Jeg savner stadig det grønne. 
Og med min kærlighed til altanen, er det også blevet tydeligt for mig, hvor meget jeg elsker det grønne. Planterne. De små spirer. Alt det jeg kan få til at gro frem, og som gror frem helt af sig selv. Seriøst, det er jo magi!

Men jeg er meget bevidst om, at jeg måske ikke behøver det hele på én gang. Og at jeg prioriterer på vejen derhen:

Dét at bo småt og billigt blev ikke bare et vilkår, men et meget bevidst valg om at give os selv den frihed, som kommer med økonomisk frihed og tryghed - midt i at jeg prøvede noget ok shaky af; at bygge mit eget arbejdsliv op. 

Og den økonomiske ro der følger med det at bo småt heroppe på 5. sal, har været enormt afgørende for, at jeg har turde prøve mit frie arbejdsliv af på så mange måder:

Frihed til at arbejde på den måde, jeg gerne vil.
Frihed til at have børnene hjemme de første år.
Og også frihed til ikke hele tiden at skulle have mere. Men at tænke; hvad er det bedste liv for os. Lige nu. 

Og lige nu tænker jeg:
Vi bliver lidt endnu 🤍
    Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk, at planter kan lave plantebabyer så let? En uge er alligvel også en rekord herhjemme. Og med det her vejrskifte, men de mange lyse timer stadig, er det måske perfekt timing for at stiklinge-amok? Jeg synes i hvert fald det kalder på grøn begejstring indenfor. 

Denne gang lavede jeg stiklinger af vores ‘mølplante’ - som vel egentlig skulle hedde anti-mølplante, fordi den eftersigende holder møl væk. Om det virker, ved jeg ikke. Men livrem, seler og en plante og alt det der. Nu håber jeg bare, at stiklingerne kan stikke i vejret i deres jordpotte, så de bliver klar til at flytte hjemmefra og med ind på vores nye kontor om et par uger 💚

#urbangardening #livetpåfemte #compactliving
    August kom, og august gik. Jeg elsker den friske August kom, og august gik. 

Jeg elsker den friske start efter sommeren. Men i stedet for at sætte afsted med 1000 km / t, forsøgte jeg at have speederen halvt i bund for at nyde det sidste sommer lidt ekstra. Alt imens jeg skiftede sommertøjet ud med malertøj, planterne ud med stillinger, havde klaus i lejligheden, plantede altanen til og indtog et kontor så småt. Her på bagkant føler jeg mig bagud på anden dag i september. Men det er nok regningen og den evige balancegang; hvor findes det perfekt tempo, hvor jeg kommer afsted og ud over stepperne, mens jeg er til stedet og nyder lige nu samtidig? Jeg ved det ikke. Jeg arbejder på det, mens jeg arbejder på at komme i mål med kontoret. Snart. Men. Sikke mange ting der alligevel skete - i den tid august var her. 

Kontoret in the maling 🌪️

🚲🚲🚲

Altanen fra himlen. Og kuren mod min post-ferie-5.sals-klaus. 

Min farmor har strikket mig en top 🩶

Stiklinger løs. 

Hjemmekontoret anno august 2026. 

Altanlove!

Kan smage lag på lag-sæsonen. 

Kill them with kindness, siger de. Jeg siger: dette er mit modsvar til duerne på vores altan.

🎪💡

Har jeg nævnt, at jeg er en sucker for lister?..

.. og planter ? 

Tak til august for alt det du kom og var 🌱
    Jeg har aldrig bygget noget, hængt noget op eller Jeg har aldrig bygget noget, hængt noget op eller repareret noget uden at ende med at føle mig enormt empowered af det. Jeg kan føle mig topfrustreret undervejs, men slutresultatet er altid, at jeg føler vores hjem og jeg selv er vokset - til at være mere og kunne mere end jeg troede. 

Så når jeg bygger på vores hjem, bliver det så håndgribeligt at de fleste rammer - fysiske og ikkefysiske - er modellerbare. Og i den proces formes jeg selv og min oplevelse af, hvad jeg selv kan også. Et lille opgør med ‘det kan man ikke’ eller ‘det skal man ikke’ og en hyldest til ‘jeg sætter mit spejl som jeg vil’ og ‘når jeg kan det her, gad vide hvad mere jeg kan, hvis jeg prøver.’ Og wauwsa det er en fed følelse! 
Og det var over and out fra lidt mandagsempowerment herfra ✨🫢
    Følg..

    KATEGORIER

    • DIY
    • For resten
    • HJEMLIG INSPIRATION
      • Efterår
      • GRØNT HJEM
      • indretning
      • Jul
      • Minimalisme
      • Påske
      • slow fashion
    • Ikke-kategoriseret
    • KLIMA
    • TANKESPIND
      • MORLIV
      • OM AT BLOGGE
      • Store begivenheder
      • TORSDAGSTANKER
    • TIPS
      • BILLIGE TRICKS
      • fredagsfif
      • Tirsdagens tip
      • Ugens genudsendelse
    • Uncategorized
    • Underholdende underholdning
    • weekend mode

    est 2017

    SARAH STRANGE

    ARKIV

    Copyright © 2026 Sarah Strange / Theme by Eclair DesignsGenesis Framework · WordPress · Log in