Jeg har sat uret på 20min. For så vågner min baby igen.
Jeg har sat mig bag computeren, med chokolade i munden og koffein i glasset.
Jeg skal tankes op. Hurtigt.
Lad mig derfor starte med det vigtigste: En indrømmelse. Jeg har fortalt en løgn. Ikke bevidst. Men simpelthen fordi jeg ikke vidste bedre. Jeg har – hvis folk har spurgt, om det var hård at blive mor – sagt, at man jo har en roooolig indkøring i rollen, fordi de små jo sover hele tiden. Well.. Sådan var det med min første. Men hvis jeg havde fået ham filuren som er min nummer 2, som nummer 1, ja, så havde jeg aldrig udtalt mig sådan. For selv med ham som nummer to, så må jeg pure indrømme, at jeg er blæst bagover. For fuld storm. Af søvnunderskud og afmagt og masser af kærlighed.
Vi har gang i et tigerspring herhjemme. Eller et tandfrembrud? Eller et appetitspring? Heaven knows.
Ét eller andet er i al fald på færde. (For lad os lige aftale, at det er en periode). Ét eller andet, som gør, at lillemanden (og jeg) max sover 30-40min. i streg. Døgnet rundt. I så mange dage og nætter, at jeg er stoppet med at tælle. Denne tilstand fik mig til at grine, da jeg (af to omgange, naturligvis) så det første afsnit af “I Danmark er jeg født” og der blev udtalt, at et barn havde svært ved at sove; I hele hendes liv har hun MAX sovet 3 timer i streg lød det omtrent. Og jeg grinte. Højt, længe og helt ukontrolleret. Jeg sad alene i min seng, med min sovende baby i babyalarmen. 3 timer(!) HAHA.. Og lidt SUK.
Alt er relativt. Det ved jeg. Og en dag kommer jeg sikker (7-9-13) til at sukke, hvis mit barn kun sover en times tid i streg. Men lige nu, er alt på den anden ende. Også jeg. Vejret er gråt, at min energi er altså lidt det samme. Ikke så mærkeligt, når nu jeg er sådan i underskud af basale behov, egentlig.
Og hvorfor deler jeg dette? Ud over at rense min samvittighed for den løgn jeg indrømmede først i mit skriv? Fordi det de fleste dage faktisk er svært at tænke på, tale om og ikke mindst skrive om andet end dette. Dét som fylder nu. Mit håb er derfor, at et lettet hjerte vil give mig ro til at kunne grave ind til noget af det andet, som ligger og lurer, men som tiden simpelthen ikke tillader kommer ud. Men snart. Meget snart.
Var der nogen der sagde 20min.? Jeg smutter!
God weekend til jer. Må vi alle få lov at sove lidt længere end normalt ?
[…] .. kan det måske nok høres, at jeg sover en del bedre end jeg har gjort de seneste.. 4 år.. […]