Min krise med forbrugersamfundet.

Wow, en overskrift. Det lyder helt break-up-agtigt. Det er det måske også. Eller også er det ikke. I al fald er det kompliceret. Og jeg står her i min nyindkøbte T-shirt og nykøbte øreringe, og tager billedet til dagens tanker. Tanker om at købe nyt og købe nyt. Som jeg ret beset har gjort en del af på det sidste. Men tanken tiltaler mig ærlig talt ikke. Ikke længere. Der er simpelthen sket noget. Særligt indenfor det sidste års tid. Jeg har mig simpelthen en slags krise over med dét der med hele tiden at skifte ud og bytte ud.

Da jeg – kort forinden mit bryllup – var på besøg hos min ene bedstemor, stillede hun mig følgende spørgsmål:
“Hvilke af mine to fine sæt, synes du at jeg skal tage på til jeres bryllup?”

Indtil da havde jeg aldrig tænkt over, at hun kun havde to fine sæt tøj. Men dét havde hun haft hele mit liv: To nederdele og to pænere skjorter til fine fester. Sættene har hun endda aldrig byttet over – fordi hun mener at det lysere sæt ligesom passer sammen i dén kombination. Hun er også typen, som ikke ønsker sig noget nyt til hverken jul eller fødselsdag. Jeg har haft svært – meget svært – ved at forstå det. Mest fordi jeg altid selv har en ønskeseddel i proces. Men på det seneste er jeg faktisk begyndt at beundre det. Tænk at stå helt af indkøbs- og forbrugsræset?

Jeg kan ikke frasige mig glæden over nye egendele. Der er altså noget særligt over at føle sig lækker i en ny kjole. Det ér der. Men der er også en helt særlig glæde ved at føle sig lækker i en kjole, som man ved man har brugt og brugt og brugt. Fordi man elsker den. Fordi den indeholder minder. Og fordi den bare er lige mig.

Tænk at vælge aktivt at stoppe sit forbrug. At sige “nok er nok” og at kunne improvisere med dét man har. At eje netop dét man elsker eller gerne vil have hos sig. I lang tid. Det gad jeg faktisk godt lidt, tror jeg.

I min graviditet var jeg simpelthen for sparsommelig til at købe nyt. Jeg investerede i to kjoler i løbet af min graviditet. Jeg havde da også et par basisting på loftet fra min første graviditet, men udover de få beklædningsdele, improviserede jeg med det jeg ellers kunne klemme mig ned i. I starten blev jeg lidt irriteret. Følte mig begrænset. Men som tiden gik, tog jeg det faktisk lidt som en udfordring. Som noget jeg fik ret meget optur over at løse. En udfordring på min kreativitet. En udfordring i at kombinere på forskellig vis, gøre til mit og ikke at vælge at holde af det begrænsede udvalg. Fordi ting har værdi. Mere værdi end at noget nyt og mere spændende bør vifte det gamle ad vejen.

Og måske egendele netop får mere værdi, hvis der er færre af dem?