Lige før sommerferien håbede jeg stadig med det yderste af mine negle, at vi fik fingre i et hus før skoleåret startede. Det skete ikke. Det var ikke tiden for os til at flytte. Til gengæld kom tiden til at vores ældste barn er startet i skole, jeg er sprunget ud fuld tid som selvstændig og så bor vi altså stadig her – i vores to-værelses på 5. sal på Nørrebro.
Og selvom jeg altid har elsket at bo her, har det særligt lige efter sommer været svært for mig at være tilbage. Dét, jeg savner her allermest, er et frirum udenfor. Og held i uheld har vores andelsforening for flere år siden sat gang i et altan-projekt. Et projekt som i skrivende stund er på vej til at blive sat op på vores lejlighed. Det føles næsten som en timing sendt fra himlen. Jeg glæder mig i al fald som et lille barn til faktisk at få et lille stykke frirum med højt til himlen og frisk luft i lungerne, mens vi venter lidt længere på at indfri vores havedrøm.
‘Hagen’ ved altanprojektet er, at de faktisk skal ind og bryde halvdelen af vores gulv op – i vores mikro køkken, i børnenes lille værelse og også i vores eget soveværelse. Og når nu noget så indgribende sker herhjemme, har jeg lyst til at lade meget mere ske. Særligt fordi jeg føler mig en smule klemt i den måde, vi har indrettet os på nu hvor børnene er større og jeg arbejder hjemme hver dag. Så..
… jeg fantaserer og drømmer:
Jeg drømmer om at gøre noget ved køkkenet, når først altanfolkene alligevel skal bryde halvdelen af gulvet op.. måske endda at vælte en væg, så vi kan få et mere lyst og rummeligt køkken med spiseplads? Jeg drømmer om mere decideret kontorplads. Med mere lukket opbevaring til alt det garn, som jeg får mere og mere af på lager. Og mere (lukket) opbevaring går igen, når jeg fantaserer om at flytte børnenes værelse til et lidt større sted. Sammen med de tanker fylder tanker om mere lys, flere farver, færre ting igen og måske endda en ændret planløsning. Men måske den slags hører til i et helt andet skriv?
Det tror jeg.
// Sarah
Skriv et svar