.. er det her vel et slags jubilæum for ‘for resten’-indlæggene?
.. synes jeg, at der næsten ikke er noget for småt til at fejre!?
.. opfyldte jeg i sidste uge mit ‘mål’ for udgivelser på blog/instagram i én og samme uge. Noget jeg faktisk ikke kan huske, hvornår sidst er sket. Og jeg tænkte straks; “dét må fejres”, men kunne ikke finde på andet end at sætte tre store stjerner i min kalender. Haha.
.. er min foretrukne måde at fejre ting på, ved at indtage noget spiseligt.
.. er levering af mad til døren kort efter børnene har lukket øjnene noget nær den smarteste idé, vi har fået på adressen. På den måde får vi datet til trods for to små mennesker, som ikke sover vildt godt og som derfor er lidt svære at passe for andre end os.
.. tror jeg, mit nytårsfortsæt må være at date min mand mindst én gang om måneden..
.. er jeg selv overrasket over, HVOR dårlig jeg er til at holde tråden, når jeg bliver afbrudt i min tanke/talestrøm. Hvilket sådan ca. sker i hver anden sætning med små børn.
.. har jeg en ambition om at få købt alle julegaver inden den 1. december. Jeg er faktisk ok på vej. I al fald med planlægningen af, hvad hvem skal have.
..ved jeg bare, at jeg kommer til at fryde mig så meget (hvis det lykkes med de gaver), at jeg bliver godt og grundigt irriterende at høre på.
.. har jeg altid en ambition om at være i god tid. Hvilket sådan ca. aldrig lykkes.
Uanset hvad det handler om.
.. gik det først op for mig, at kajkager er opkaldt efter.. nåh, ja: Kaj (fra Kaj og Andrea) da jeg så bagedysten for nylig.
.. er jeg altid i tvivl om, hvordan man staver til tush, tushc, tusch, tus.
.. nægter jeg at godtage de nyere stavemåder som tus, majonæse osv. Selvom de ville gøre mit liv meget lettere..
.. er excel dét program på min computer, som jeg synes er mest genialt.
.. havde jeg matematik på højniveau i gymnasiet, og kommer altid til at sige det med noget som nok lyder som en vis stolthed i stemmen.
.. er den stolthed egentlig bare en begejstring for matematikken og for at overraske folk.
.. har jeg netop smagt Marabou (smil) med mint/choco. Og kan ikke lade være med at tænke, at det er Marabou som møder Werthers ægte. Jeg er fan. Og nostalgisk.
.. havde jeg (for et år siden) termin i dag. (Apropos at være nostalgisk!)
Og tog dette billede – som det eneste.
.. giver det mig på én gang lyst til at græde og grine. Græde fordi det er.. mærkeligt.. at tænke på, at jeg nok aldrig skal være gravid igen. Og grine fordi jeg er så lettet over at den hårde graviditet og fødsel er lidt længere væk nu.. (Der var mange gode grunde til, at jeg holde mig til hovedet!))
.. er jeg SÅ fan af, hvad der sker med børn fra de er 9 måneder og frem. Det er som om hele deres personlighed lige pludselig springer ud som en høj, lysende solsikke.
.. tænker jeg nogle gange, om jeg lige skulle tage en slapper med billesprog.
.. overvejer jeg at sætte adventskrans op i denne weekend, men kan ikke beslutte mig for, om det er ALT for tidligt?
.. har jeg endnu ikke sat julemusik på, så måske det store regnestykke ville være i nogenlunde balance med den adventskrans?
.. vidste du, at du altid er velkommen til også at følge mig på Bloglovin’ og Instagram , hvis du har lyst til den slags?
[…] på restaurant med min mand.. Men indtil da er take-out til de voksne efter børnenes puttetid stadig en genial date-form, hvis du spørger […]