Jeg har (endelig) fået lavet én af punkterne på vores liste herhjemme .
Det er nogle gange rart at starte i de små projekter, hvor resultatet ses hurtigt – og dermed startede jeg i dét af vores rum, hvor der mangler mindst. Det drejer sig med om en lille hylde til olier, eddiker og krydderurter i køkkenet. Jeg har før samlet inspiration dertil, og endte faktisk med en løsning som minder af to af de hylder jeg viste dengang. Efter lang tids overvejelse frem og tilbage, slog det mig pludselig; måske skal jeg ikke overtænke det sådan, men bare gøre det så enkelt jeg overhovedet kan. Så det gjorde jeg. Jeg lavede en svævende hylde af ét stykke træ.
Lad mig fortælle hvad og hvordan jeg gjorde…
Det brugte jeg:
- Et stykke træ i de ønskede mål.
- En boremaskine og tilhørende bor (boret skal være i samme tykkelse som skruerne nedenfor, og skal være både til væggen og til træ)
- Hyldebærer + rawplugs. (Jeg købte mine i Silvan, men da blev de ikke kaldt hyldbærer (jeg har glemt deres betegnelse, men jeg viste dem blot et billede af denne hyldebærer , og udfra dét fandt de mig deres version.)
- En skruetrækker som passer til gevindet på hyldebæreren.
- Evt. behandling af hylderne, hvis du ønsker det :)OBS: Min hylde var 9mm bred og hyldebæreren 6mm. En anden gang ville jeg lade margenen mellem de to være liiidt bredere, så man ikke skal være lige så nervøs som jeg var for at bore 🙂
Sådan gjorde jeg:
- Først og fremmest fik jeg skåret hylden i min lokale Silvan. Når det er sådan en fin og enkel hylde, synes jeg det er lidt vigtigt at snittet er tilsvarende fint og lige, så jeg ofrede de 40kr. det kostede at få skåret pladen til. Selve pladen kostede dog så godt som ingenting. Jeg valgte desuden en hylde i samme materiale som de øvrige hylder vi har i køkkenet. Dog i en lidt tyndere udgave.
- Dernæst borede jeg hullerne i væggen. Jeg borede fire huller jævnt fordelt over hyldens længde. Ift. hylder tænker jeg altid: Better safe than sorry, og med fire skruer er jeg ikke i tvivl om, at den kan holde vægten af de lidt tunge flasker.
- I hullerne placeres nu rawplugs, og skruerne skrues herefter i (med skruetrækker).
- Mål nu ud, hvor hullerne skal være i hylden.
Jeg lagde helt simpelt hylden ovenpå skruerne, og ‘gled’ den frem og tilbage for at se præcis hvor jeg ville have den placeret. På den måde kunne jeg markerede med en blyant, hvor der skulle bores et hul i hylden. - Skift boret til et træbor på størrelse med skruen, og bor LIGE ned i hylden.
Denne del var for mig den sværeste, men når jeg kan, kan du også 🙂
Husk at hullet skal være lige så dybt som ophænget stikker ud af væggen. Du kan dog ikke rigtigt bore for langt ind, så vær ikke nervøs. - Hæng nu hylden på ‘skruerne’ i væggen.
Hvis du ønsker at behandle hylden kan du med fordel gøre det.
Jeg tænker at vores skal have en omgang hvidpigmenteret olie/lak, som den vi brugte på vores sofabord. Særligt sådan at olier og andet ikke trænger ind i det lyse træ og laver mærker. Jeg er dog ikke nået til det endnu.
Rigtig god søndag til dig!
Spørg endelig, hvis der er noget som er uklart eller du er i tvivl om! 🙂
Kærligst mig
Skriv et svar