Da min mand den anden dag kom hjem og fik øje på et halvfærdigt påskeæg, var hans første reaktion “hvor har du set det henne?” Han ved at jeg ofte finder inspiration steder som pinterest, magasiner, butikker, instagram, men denne gang kunne jeg mærke på mig selv, at jeg rankede ryggen, mens jeg svarede: “Det har jeg selv fundet på!” Måske er det derfor jeg er så ekstra stolt af det her DIY-projekt. Måske er det fordi jeg rent faktisk nåede det – fordelt på to dage og 4 korte babylure. Måske – og mest af alt – fordi jeg faktisk synes, at det blev flottere end jeg havde turde forestille mig. Hvis man da må sige den slags om sin egen DIY 😉
Derfor skal I heller ikke snydes for en vaske ægte DIY-guide.
For tænk, hvis dette lille projekt kunne gøre nogle halvt så begejstrede som jeg?
Hvad jeg brugte:
- Macramésnor eller bomuldsgarn. Kært barn har mange navne. Mit er købt i panduro hobby, og er af den tykkeste tykkelse de havde i dén butik. Hvilken som helst tykkelse går. Det er helt op til dit ønske for udtrykket på ægget. En nøgle her koster lidt mere end 100kr. så vidt jeg husker, men ellers kan man jo også gå efter den lidt billigere bomuldsgarn i almindelige velassorterede (site note: jeg elsker det ord!) supermarkeder.
- Et påskeæg i pap. (Igen er størrelsen op til dig. Jeg valgte et mellemstørrelse i Rema.)
- En god omgang hobbylim – af den flydende og gennemsigtige slags (min er købt i søstrene grene, og den klistrer rigeligt).
Andre ting jeg brugte;
- En saks
- Køkkenrulle
How to:
- Skil først ægget ad. Kom en god mængde lim på et stykke køkkenrulle, og ‘pensl’ den nederste kant af (den ene halvdel af) ægget. Placer en kort ende af garnet ud over kanten, og kør garnet rundt langs den nederste kant.
Det er vigtigt, at garnet kommer helt ned til kanten. Hold eventuelt en finger under kanten, som du kan presse garnet ned mod. - Når du har været hele vejen rundt langs kanten, kører du garnet over garnenden, så den gemmes herunder.
Fugt eventuelt garnenden med lim på begge sider. (Se illustration ovenfor) - Fortsæt med at før garnet rundt og rundt om ægget – langsom top mod toppen.
Før løbende lim på. Hellere lidt for meget end lidt for lidt.
Sørg for, at der er så lidt mellemrum mellem garnrunderne som muligt. På den måde undgår du at det eventuelle motiv under kan ses igennem, samtidig med du får et mere ensformigt udtryk. Du kan løbende ‘klemme’ garnet nedad mod kanten (husk at holde imod), og også indad mod skallen, for at sikre dig at det ikke lige så let glider. - Når du nærmer dig de to sidste runder på toppen, skal du måle efter, hvor lang snoren skal være for at række.. Læg ca. 3mm til, og klip af.
- Fugt nu enden med lim – og fugt også det resterende ‘hul’ på ægget med rigeligt lim. Placer enden under den sidste hele ‘runde’, og pres godt ned mod ægget.
(Se illustration nedenfor.) - Gør det samme med den modsatte ‘æggeskal’.
- Lad ægget tørre. Et voila.
Har I mon planer om gør-det-selv-påske?
I må endelig sige til, hvad I tænker om min opsætning/forklaring til disse DIY-indlæg.
Er der noget I mangler, noget som kunne gøre det mere gennemskueligt eller noget helt tredje?
Kærligst S
Ps. Hvis ret skal være ret, var min motivation for at lave dette påskeæg at have et hemmeligt sted at gemme mine spiselige påskegodter. Haha. Desværre tog det ikke mange sekunder før min datter regnede ud, hvordan man åbner det. Men set fra den positive side, så kan det altså holde til lidt af hvert. Og det er nu altså fedest med de DIY som ikke falder fra hinanden 😉
[…] Det er relativt nyt for mig at pynte op til påske. Men med børnenes ankomst er lysten til at pynte op (også til denne højtid) kommet snigende. Simpelthen fordi jeg sådan håber at viderebringe min egen kærlighed til traditioner og til at ‘lave ting’. Sidste år var nok i virkeligheden første år, jeg forsøgte mig med hjemmelavet påskepynt (heriblandt et macramé-påskeæg). […]