Jeg har de sidste mange uger – ja, måneder – udgivet et indlæg med fredagsfif. Oprindelig startede disse indlæg som et forsøg på at opsummere, hvad jeg var blevet inspireret af eller mindet om i løbet af ugen, eller ønskede at inddrage i min weekend. Men som tiden er gået, blev det mere ønsker for en ny weekend, og mindre påmindelser om noget der var sket.. Og dermed blev det endnu en liste med (hvad der viste sig at blive) uforløste ønsker.. Endnu en tjekliste. Endnu noget at halse lidt forpustet efter.
En lille oplevelse i går fik mig til at huske tilbage til min oprindelig tanke bag indlæggene:
Hvad har jeg (gen)opdaget denne uge – som har inspireret mig. Derfor vil jeg forsøge at introducere et nyt slags indlæg. Ugens opdagelse. Denne type indlæg, kan komme og gå. Simpelthen bare fordi det er mig der bestemmer herinde, og dermed også mig der sætter dagsordenen 🙂 Men for nu trænger jeg til mindre dagsorden. Færre punkter. Og mere simpel – enkel – inspiration.
Ugens opdagelse er således, at jeg har været på opdagelse i mit eget hood. Min egen bydel. Mere specifikt skete der dét, at jeg i går morges cyklede i retning mod Frederiksberg. Her havde jeg planer om at arbejde – først på en café, og dernæst på mit kontor. Men så skete der dét, at skyerne og dråberne truede med ægte og tung regn. Da jeg således fik øje på både min søster og en lille ny café, stoppede jeg op. Trak stikket, og gik ind for at varme mig på en kop kakao. Og godt selvskab.
En fredag morgen. Rimelig priviligeret, følte jeg mig. Hvis jeg skal være helt ærlig.
Mens regnen silede ned, blev jeg siddende efter den sene morgenmad og arbejdede. Caféen var enkel og fin. Tilda hed den. Der var en blanding af sortmalede og lyse træmøbler. Blottede varme pærer hang i loftet, og friske blomster prydede bordene. Pudder blødede op i hjørnerne, og indbød til at jeg blev. Menukortet er ikke stort, men alt bliver lavet fra bunden.
Parret bag caféen, som jeg i øvrigt ikke kunne få øjnene fra, fordi de havde det så hyggeligt, var utroligt omhyggelige, rolige og imødekommende med deres tyske accent og store visioner for stedet. Og så serverede de kaffe fra Prolog-bønner. Ikke dårligt, ej heller irrelevant 🙂
Jeg endte med at blive hængende hele dagen – arbejde dér fra mit lille hjørne med udsigt gennem det store vindue, hvor regnen silede ned udenfor. Der er noget særligt over sådan at sidde indenfor på en regnvejrsdag. Og særligt i offentlige rum – verden føles lidt som om den går i stå. Selvom jeg sad midt i den. Som palle alene i verden, bare omgivet af mennekser. I en form for stilhed, som kun findes når regnen sætter en lyddæmper på alt.
Min lille opdagelse mindede mig om, hvor meget jeg holder af, at opleve nyt. Gå på opdagelse. Det føles som om der opstår et nyt rum i mit lille hovede. Huset bliver udvidet. Tænk, at dét også eksisterer.. Det anede jeg ikke for bare en halv time siden.
Skriv et svar