Noget der er gået op for mig – særligt efter jeg har boet rundtomkring i København flere steder – er, at solen betyder virkelig meget for mig. Efter at have boet i en stuelejlighed på Islandsbrygge med så lidt lysindfald, at stedet efterfølgende er blevet omtalt som ‘rottehullet’, har jeg ikke set mig tilbage. (Jeg elskede placeringen, og den søde veninde jeg boede der med, men i forhold til lys, har jeg ikke set mig tilbage.) Jeg ved nu, at jeg har brug for lys og solens stråler. der hvor jeg bor. Mere end plads og køkken med spiseplads.
Vi bor nu på 5. sal – med masser af sol og lys. Men uden nogen altan eller et udendørsområde. Jovist. Vi har en gård. Faktisk to, og dem nyder vi. Men efter en weekend som sidste weekend i sommerhus, står det klart for mig, at det ikke blot er solen som betyder noget, men også dét at kunne sidde ude. Og omend jeg længe har været helt fast besluttet på at blive her, så er jeg altså pludselig lidt i tvivl. Bare en lille smule.
Jeg tænker på, om man skulle give det et skud at flytte længere ned, med udgang til to(!) fine gårde?
Eller om man i det hele taget skulle tænke på en dag at få sin egen have?
For der er noget dejligt over roen. Naturen. Dét at kunne være herre i eget udeområde. Men hvor er der også noget fint over at have en gård med legekammerater til ens barn. Med småsnak over kaffekoppen, og liv og glade dage.
Med en strejfende tanken om egen have følger dog tanker om praktik; “ville vi drukne i praktikaliteter?” eller “hvad med økonomien?”, mens tankerne om lejlighedslivet på den anden side føles som en frihed økonomisk og tidsmæssigt. Frihed på en anden måde.
Alt i alt, føler jeg mig lidt mere voksen, siden jeg overhovedet tænker tanken.
Tanken om, måske ikke at blive lige her for evigt…
Skriv et svar