Shhh.. Jeg er æstetiker

Jeg har det svært med labels. Kasser i det hele taget. Særligt herinde. Jeg synes, det er svært at sætte ord på min datter, for tænk, hvis hun lige pludselig er noget andet. Vil noget andet. Gør noget andet. Så skal hun jo ikke føle sig fanget i en beskrivelse. Sådan har jeg det også selv. Men samtidig elsker jeg at beskrive ting. Forklare, betragte og analysere. Jeg finder ofte at begreber kan forklare en masse på en ny og præcis måde. At de kan være med til at indkapsle noget på en befriende måde.

I lyset deraf, er der et begreb eller label, jeg har tænkt over, og som jeg endnu ikke har ville vedkende mig. Mest af alt fordi jeg ikke har følt, at jeg har kunne leve op til label’et. Det æstetiske label. For hvis man er æstetiker.. Så er man vel én som altid går pænt klædt, hvis hår sidder perfekt, og som aldrig har beskidt vasketøj som flyder? Hmmm..

Eller også er man bare sådan én, som bliver virkelig glad af, at omgive sig med ting, man finder flotte. Og tænker over, hvad man synes er fint. Egentlig kom det sig af, at min mand sagde til mig; “SÅ er man godt nok æstetiker, hvis man skifter håndtag og maler et baby-køkken… For hun er jo lige glad.” Og så røg det ud af mig; “JA, hun er ligeglad. Det er da totalt for min skyld!” Og sådan er det somme tider (læs: ofte) for mig. Pludselig får jeg sagt noget, før jeg tænker. Og det der kommer ud, bliver så meget mere ærligt, end hvis jeg var stoppet op og havde tænkt mig godt om.

Det dér med at clame, at have lyst til, at omgive mig med ting, jeg synes er flotte, har været en  proces. For…

Er det ikke overfladisk?

Er det ikke fjollet?

Og lægger det ikke mindst et pres i forhold til, at jeg så har noget at leve op til? … Så skal jeg ligesom også levere noget, som andre tænker går under kategorien ‘æstetisk’?

Men det sidste stykke tid, har jeg taget label’et til mig på en ny måde. Ikke som et stempel i panden, men nærmere som en opklaring og lettelse. En ny forståelse af, hvorfor det nogle gange kan gå mig på, hvis mit feed på Insta ikke spiller (shhh), eller hvis jeg bruger usandsynlig lang tid på at gruble over den helt rigtige nuance grøn (not there yet). Det ér okay. Og en stor forklaring kan findes i at være æstetisk anlagt. For det gør mig glad, når den så er der. Og det er en drivkraft til hele tiden at finjustere, arbejde hårdere og blive bedre til æstetikken, som vel nærmest er et håndværk. En sans.

En sans, som jeg egentlig blot mener, at jeg har, fordi jeg hele tiden forsøger at blive bedre til at udøve og se æstetik. Og dermed behøver jeg slet ikke at være perfekt. Tværtimod er det uperfekte, naturlige, ofte det mest æstetiske. For mig.

Hvad forbinder I med at være æstetiker?