Oij, de her dage er ikke mine aller heldigste. Forstå mig ret. Jeg er altid heldig, det ved jeg og føler jeg, men små uheld, som spildte ting og sager, ekstra ordinært tidlige morgener, tis mig her, daglige fyrværkerier af havregryn, 2 x fejlmonterede babysikringer og 6 x fejlstrikninger (for bare at nævne lidt) er noget af dét, som hænder mig for tiden. Småting. Jo, men samlet set, så føles det som om at alle de dér små ting.. sejler. At jeg sejler lidt. I virkeligheden gør jeg det nok også lidt selv. Så træt er jeg, hvis jeg stopper op og mærker efter. Så det har jeg ikke gjort. Før nu. Jeg synes ærlig talt, at sætningen “livet er én lang kaoshåndtering” runger for min pande.
Du skal dog ikke have ondt af mig. Det hjalp allerede nu, bare at få luft. Og den hjemmebagte fastelavnsbolle, som min søster har bagt, kommer til at hjælpe lige om lidt. Sammen med tidlige dyner. Nåh, men i al denne – i øvrigt helt almindelige og meget praktiske – kaos-jonglering, er ét af mine yndlingskrus gået i stykker. (Hvis ikke jeg tager fejl, skete det fordi, jeg var så ivrig efter at slå benene op på sofabordet, da der liiige var to minutters ro, at jeg sparkede koppen på gulvet med en sådan fart at indholdet stod op på væggen. Ha. Har jeg tegnet et tydeligt nok billede af mine små uheld for tiden?.. Men held i uheld stod jeg faktisk og manglede en lille kop til min opvaskesvamp, og dét fik mig til at tænke på følgende tip:
- Går noget af dit bedste keramik i stykker, så se om du ikke kan genanvende det til et andet formål end dets oprindelige.
.. Idéer til, hvad ituslået keramik kan bruges til; fjernsynsbetjenings-holder, til brugte tændstikker, opvaskebørste-holder, tandbørstekrus, urtepotteskjuler, smykkeskål.. fortsæt gerne listen selv..
Afslutningsvis vil jeg dog sige, at jeg virkelig håber, at I smadrer noget færre ting end jeg gør for tiden.
Men hvis vi er i samme båd, så håber jeg, at jeres aller kæreste keramik stadig – på den ene eller anden måde – kan få en plads i dit hjem.
Kærligst mig
Skriv et svar