Det er nok næppe gået nogen af mine bekendte forbi, at jeg dyrker tomater. Og de som måtte kigge med ovre på instagram, har måske følt sig lige vel bombarderet med spirende tomatplanter. Da jeg først fik de små bitte babyspirer skilt ad til omplantning, gik det op for mig, at jeg havde riiiigeligt med tomatplanter herhjemme. Så mange, at jeg faktisk slet ikke havde nok urtepotter dertil. I mangel på bedre fandt jeg derfor de klassiske plastiksager frem, som jeg tidligere har haft købt planter i. Dem havde jeg nemlig et par liggende af. Men de var godt medtaget og ikke de pæneste piger i byen. Eller drenge.
Derfor fik jeg den idé at iklæde dem snoede “klæder” fra min strikkekurv. Klæder, jeg alligevel nok ikke ville få brugt til andet eftersom, de havde ligget i min strikkekurv i årevis.
Derfor lavede jeg denne lille make-over af mine urtepotteskjulere
Materialer:
- En (gammel) urtepotteskjuler i plast
- En hobbylim (i flydende form)
- Garnrester – gerne bomuld og i tykkere kvalitet, men brug først og fremmest, hvad du har.
- Lidt køkkenrulle eller avispapir til fordele limen og til at afdække med
- En saks
Step-by-step-guide:
- Smør urtepotteskjulerens nederste 2-3cm ind i lim.
Den skal være godt fugtet i lim, men det skal ikke løb. - Tag enden af garnet, og før garnet rundt og rundt om urtepotteskjuleren. Dæk gerne din garnende med de første omgange, så den ikke løber.
Sørg for, at der ikke er mellemrum mellem garnomgangene, da det på den måde er lettest at få et ens udtryk over potten. Omgangene af garn kan godt “skubbes sammen” løbende, hvis du ønsker et mere tæt look. - Når du mangler lim, smør da endnu et par cm med lim.
- Fortsæt til du når til toppen af urtepotten og klip garnet af.
- Før garnenden ind under én af de forrige omgang, så enden skjules og holdes fast.
- Fugt med lidt ekstra lim, hvor du ‘hæfter’ enden.
- Tag urtepotteskjuleren i brug lige som du vil.
Jeg er ret vild med det stribede garnrestelook. Og det er heller ikke første gang, at jeg bruger denne teknik. Faktisk har jeg nemlig både lavet en julekugle og et påskeæg efter nogenlunde samme princip. Og nu.. altså også i en sommerudgave til alle de planter, som min lille lejlighed er ved at bugne over af <3
Må sommeren føles uendelig lang og grøn!
// S
Skriv et svar