Oij, der er sket meget med mig og min indstilling til bæredygtighed, ressource spild og almen miljøbevidsthed over de sidste måneder.. eller år.. Jeg vil mene, at jeg altid har været relativt bevidst, men jeg har også haft en forestilling om, at jeg faktisk har sat ind, hvor jeg kunne. Men gennem de(t) seneste år, er det som om at den øgede opmærksomhed på ressource(spild) har givet et ekstra skub mod på at gøre mig endnu mere umage; spare på plastik, skrue ned for tøjforbrug, handle endnu mere bevidst, når jeg så handler osv. Mens jeg før måske godt kunne blive lidt opgivende i forhold til hele miljøkampen (for hvor skal vi starte?) er jeg nu nærmere motiveret for at sætte ind netop der, hvor jeg kan. Stort som småt. Ét af de steder, hvor jeg virkelig har ærgret mig over mig selv, er i forhold til indkøbsposer. Ofte skal indkøb liiige passe ind mellem en babys lur, eller klares på vej hjem fra institution, og i de snævre vendinger har det ærlig talt været snævert med at få poser (nok) med mig. Dét har enten resulteret i indkøb af plasticposer eller, at jeg har slæbt varer med hjem under klapvognen for – af et par omgange – at bære dem op til 5. sal i min favn.. Haha. Ikke just de mest praktiske eller sjove løsning.
Derfor har jeg længe drømt om at sy mig selv et indkøbsnet. Et net, som passer lige til mine hehov – i størrelse, form og stroplængde. Så jeg altid – når det er tomt – kan have med mig. På den måde sparer jeg plasticposen væk, og har også en meget mere praktisk løsning, fordi jeg (som du nu vil se) har syet nettet med en længere strop, som kan gå skråt henover min overkrop.
DIY-guide til indkøbspose:
Remedier:
- Stof i en lidt tykkere kvalitet. Køber du det i en stofforretning, er en halv meter nok.
- En saks
- En kuglepen
- Evt. nåle til at lave ombuk og sammensyninger med
- En trådet symaskine
Jeg valgte som sagt at lave lange stropper, så de kunne svinges over mit hovede, når jeg har hænderne fulde. En feature jeg faktisk virkelig har manglet til mine indkøb. Derudover har stofposer den helt store sidegevinst, at de kan vaskes. Endnu en kæmpe fordel, hvis man (som jeg) har tendens til at spilde, smugspise chokolade og glemme at pakke det sammen bagefter osv.
Sådan gjorde jeg:
Hele DIY’en kan skræddersys til dine præferencer. Mangler du en lidt mindre pose til småindkøb, så kan ‘opskriften’ her skaleres ned, og ønsker du en større, kan den skaleres op. Det samme gælder stropperne.
- Først klippede jeg to lige store stykker firkantet stof. Mine stykker målte 50 x 50 cm.
- Findes der en ‘kant’ på én af siderne af stoffet, lægges denne øverst. Ellers sys et ombuk på den side af de fire sider, på hvert stykke stof. Denne kant vil være posens åbning.
- Læg herefter de to stoffirkanter over hinanden med vrangen udad, og sy de tre sider sammen (den fjerde side en dér hvor nettets åbning (og eventuelle ombuk) er).
- Nu skal stropperne laves. Har du ikke et langt nok stykke stof, kan flere stykker stof sagten sys sammen til et længere. Jeg selv syede to stykker sammen, så længden af stropperne blev det dobbelte af bredden på nettet. Dvs. hver strop målte 1m. Bredden af dem begge var: 5 cm.
- Når du har den ønskede længde på de to stropper, skal stropperne sys langs siderne. Jeg lagde blot en halv cm ind mod midten i hver side af stroppen, og syede langs begge kanter sådan.
- Stropperne sys nu på stofposen. Sørg for, at du vender stroppen rigtigt – så både strop og net har vrangen indad, når du syr. Vær derudover opmærksom på, at remmene ikke snor sig om sig selv, når du syr dem på. Og desuden, at afstanden fra posens syninger til stroppernes placering er ens hele vejen rundt. Jeg placerede stropperne med en afstand på 10cm. fra ‘hjørnet’. Sy frem og tilbage flere gange over hver ende af hver strop, så du er sikker på, at stropperne sidder godt og grundigt fast.
Vær’s’go og shop – med lidt bedre miljøsamvittighed.
Husk endelig, at I er velkommen til at kommentere eller stille spørgsmål nedenfor. Forespørgsler er også mere end velkommen <3
Kærligst S
Du er i øvrigt altid velkommen til også at følge mig på Bloglovin’ eller Instagram , hvis du har lyst til den slags 🙂
[…] en dag i fremtiden? Vi mangler pludseligt skåle herhjemme. Jeg tror det måske har noget med min klodsethed at gøre, og de blåhvide ovenfor måtte hellere end gerne flytte ind. Selvom jeg er umådelig glad […]