Tirsdagens tip til vandkarafler

Det er første tirsdag, jeg rigtig er ’tilbage’. Tilbage bag tasterne efter en lang (og sygdomstung) juletid, men også den første tirsdag efter at min ‘nye’ blog har set dagens lys. Derfor skal jeg selvfølgelig vende tilbage til en gammel klassiker herinde. Mit første og mest trofaste føljeton-indlæg; tirsdagstippet.

Om tirsdagen har jeg for vane at udgive et tip. Et tip skal (i følge mig) være smart. Eksempelvis kan et tip være praktisk smart, økonomisk smart, æstetisk smart eller ressourcemæssigt smart. Og gerne mere end én form for smart..

Tirsdagens tip lyder således; Behold flotte vandflasker og genanvend dem som vandkarafler.

Flaskerne på billedet er indkøbt med limonade, tonic og glögg i sig. Men alverdens flydende sager kommer i fine glasflasker. En god opvask og eventuelt lidt rensebenzin til at fjerne label’et er det eneste der adskiller en brugt glasflaske fra at blive en ren og fin vandkaraffel. Så i stedet for at købe en vandkaraffel, kan flaskerne, som normalt blot er på kort visit, få lov til at flytte ind. Dét er både ressourcemæssigt og økonomisk smart. Derudover synes jeg nu også, at de er ret så pæne.

En sidegevinst ved at have vandkarafler som oprindeligt har indeholdt noget drikkeligt/spiseligt er, at de formentlig også er indkøbt til en særlig lejlighed. Eksempelvis købte vi limonadeflasken til vores mini-housewarming i lejligheden her mens tonic-flasken forrest i billedet er fra denne nytårsaften, som var en virkelig dejlig aften <3

Derudover øver jeg mig i at få drukket mere vand i hverdagen. Ej, hvor jeg dog kan glemme det. Men efter jeg har udvidet samlingen med lidt mindre vandkarafler også, går det bedre. Måske det er fordi jeg bliver motiveret af, at kunne nå til bunds i en hel (halvliters) vandkaraffel?

Har I nogle gode tips til at få drukket lidt mere vand?
Og hvordan serverer I vandet derhjemme?

Jeg håber, at tirsdagen er god ved jer <3

Kærligst S

Ps. Faktisk var ‘gratis’ glasbeholdere noget af det første, jeg tippede om her på bloggen – dengang bare primært til madopbevaring.

(Visited 9 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *