Tirsdagens tip til en hjemmelavet tavle

I dage er det tirsdag, og dermed tid til bloggens mest tilbagevendende tradition; et tirsdagstip. Jeg karakteriserer et tip som noget der er praktisk, æstetisk, økonomisk eller bæredygtigt ‘smart’. Og i dag skal det simpelthen handle om et tip, som i min øjne er smart på alle fire af disse måder. Derudover er der noget andet, som dagens tip afhjælper..

På det sidste har jeg haft lidt mange ting i mit hovede. Aftaler jeg ikke har fået fulgt op på så hurtigt som jeg gerne ville. En kalender som lige så stille igen skal til at koordineres, fordi det hele åbner mere og mere op. Og ikke mindst idéer som hober sig op. Jeg klager ikke. Slet ikke. Men jeg er ikke god til at alt er i mit hovede! Jeg har det meget bedre, når det meste er skrevet ned. Det giver mig en ro, et overblik – og en ekstra hukommelse, når min egen svigter 😉 Dette er også hvad dagens tip handler om.

Dagens tip lyder nemlig:
Brug en glasramme som en hjemmelavet tavle/white board (og genanvendelig huskeliste).

Det eneste man skal bruge til dette tip er en glasramme samt en white board tusch (eller en posca tusch, som jeg før har talt om her og her). Derudover eventuelt med noget fint papir under – som vist i dette tip. Når rammen er af glas, vil man kunne skrive på glasset OG viske det ud igen – let som ingenting. Nøjagtig som jeg gjorde med min genanvendelige madplan, som kan printes fra dette link.

Dét jeg synes er fint ved dette tip er;

  • at man slipper for at (for)bruge papir, hver gang man skal skrive noget ned.
  • at man selv kan vælge, hvordan ens ‘husketavle’ ser ud.
  • … og dette for meget få penge. (For måske du, som jeg, allerede har en tusch, en ramme og noget gammelt gavepapir liggende?)
  • Sidst, men ikke mindst, har tavlen den bonus, at den hænger fremme, så den altid er ved hånden – og at den kan være almindelig vægpynt, når den ikke anvendes.

.. Et let og lettende tip for mit hovede, som vil lige mange ting på én gang disse dage <3

Jeg håber, at denne tirsdag har været god ved jer!

Kærligst S

(Visited 27 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *