skulderklap eller skadeklap?

Vi er hjemme igen. Hjemme efter små (eller store?) fire uger i sommerhuslimbo. Hjemme med en vaskemaskine, som kører på fjerde vask i skrivende stund. Hjemme i egne rammer. Hjemme hvor alting har en plads. Pånær mine tanker. De flakker stadig lidt omkring, men der er ro på vej. Det gør vores hjem nemlig ved mig. Årh, hvor jeg dog faktisk har savnet vores lille hjem. Ganske som jeg forudså.

Jeg har tilladt mig at trække stikket den seneste tid. Tjekket mindre ind på de sociale medier og bloggen her end jeg vel nogensinde har gjort, siden jeg startede den. Årsagen var i starten praktisk; ferie med børn tager tid og fokus. Men også fordi jeg har trængt til det. Mit hovede har været sådan lidt.. rundtosset. Jeg har skrevet og produceret og løbet rundt. Mest af alt har jeg følt mig som en hovedløs (og ferietrængende) høne, som ikke har vidst, hvilken vej jeg skulle gå. Årsagerne er nok i virkeligheden mange; et nyt skoleår begynder, og selvom jeg ikke går i skole længere, så giver det alligevel anledning til en masse overvejelser om, hvad der ligger forude og hvilken “retning” jeg går. Eller flyver. Og det dér med retning, ja, det har jeg altså fundet lidt svært. For jeg har en idé (eller tre) om, hvor jeg gerne vil hen… Særligt rent i forhold til familie og arbejdsbalancen. Nogenlunde altså. Men. Jeg øver mig også i at sortere, prioritere og holde fokus. Så meget som jeg nu kan. Men feriens larm og gåen rundt har altså (for at vende tilbage til mit tidligere ordvalg) gjort mit lidt rundtosset. For larmen har altså mest af alt været i mit hovede og det samme har min gåen rundt om mig selv. På en måde kan det sammenlignes med, at der er blevet klappet rundt om mig, og at jeg skiftevis er blevet opmuntret af klappene, er blevet forvirret af dem og er blevet forskrækket af dem. Der findes nemlig forskellige klap. Det er gået op for mig.

Skulderklap, venga venga eller skadeklap.
Nogle klap er umådeligt opmuntrende; dem der kommer efter en optræden, og man bliver klappet ned ad en scene så at sige. Skulderklappet. Det klap sommer kommer som resultat af, at nogen har observeret én. Fordybet sig og taget sig tid til én. Ikke bare i forbifarten, som klappene nedenfor. Nej. Den slags, som bærer én i timer, dage, uger, måneder derefter. Den slags som faktisk giver én vinger.

Andre klap kan virke næsten hånende(?) Som når der klappes (og råbes venga venga) til de cyklende og hårdtkæmpende cykelryttere i Tour de France. Tanken bag er sød, naturligvis, men af én eller anden grund finder jeg det også en smule skørt, at mennesker råber “kom nu, kom nu” til mennesker, som helt tydeligt giver alt, hvad de har og kan. Men måske det også er netop derfor, jeg aldrig rigtig har brudt mig om holdsport som eksempelvis spinning? Insisterende og næsten kommanderende opmuntring er faktisk helt demotiverende for mig.

Og så er der den sidste slags klap (som jeg kan komme i tanke om).. En slags klap, jeg først lige har lært at kende; skadeklappet. Klappet som kan skræmme skaderne væk, fordi de lyder som skud. Eftersigende kan man klappe højt og tydelig, for at få skader til at holde sig væk fra sin have eller grund. Den slags klap virker ikke hverken opmuntrende, imødekommende eller vejvisende. Tværtimod.

Hvorfor al den snak om klap? Jo, for i løbet af den sidste tid er jeg stødt på klap. Og faktisk har det gjort mig mere forvirret end afklaret. Nogle har givet lyst til at sætte retning mod klappet, forfølge dét der er blevet skåret ud i klap. Nogle har virket stressende, pressende og svære at leve op til. “Jeg gør mit bedste, men helt ærligt, er det nogensinde nok?” Andre igen har givet mig en iver efter at lette fra min lille gren, stikke halen mellem benene og komme væk i en rivende fart. Ja, gjort mig nærmest bange. Og så er der naturligvis de bedste; Dem der har fået mig til at ånde lettet op; givet mig en følelse af, at jeg “er på rette vej”.

Med de klap rungende over mit hovede, har jeg trængt til at trække mig tilbage. Være lidt for mig selv med mine.
Og lidt endnu flakker jeg en smule rundt. Og forsøger at holde kursen.
Kursen mod noget, jeg måske, måske ikke, helt selv ved, hvad er.

Lyder det hele lidt forvirrende? Så.. wellcome to mit hovede.
Jeg tror mest af alt, at jeg trænger til at skrive flere af dem ned, så jeg kan få sorteret lidt i dem.
Tankerne, altså.

Vi skrives ved <3

// S

(Visited 2 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *