#mondaymotivation #2

Det er mandag, og begge børn sover til middag. Vi har holdt dem begge hjemme i dag, og til trods for dét faktum, har jeg faktisk fået mere fra hånden, end jeg havde turde håbe. Måske fordi jeg greb dagen lidt anderledes an fra start? Jeg gik nemlig ind til dagen med en forventning om ikke at nå noget som helst – andet end at være sammen med mine børn. Fordi; børn. Men så skete der simpelthen det, at jeg i løbet af i går aftes og i morges fik skrevet de småting ned, som jeg ønskede mig at nå. Og listen blev lang. Men jeg har et håb om, at denne her uge kan blive viet til, at diverse småting kan komme i mål. Blandt andet har jeg et par DIY’s som lidt for længe har ligget halvfærdige i skuffen. Og der er altså ikke noget så motiverende som at afslutte projekter.

(Editors note: Det er nu blevet aften, og jeg nåede ikke at trykke ‘udgiv’ før børnene var vågnet, og i de efterfølgende timer svingede min motivation og mit fokus. Jeg fik i hvertfald benyttet mig af punkt 1, punkt 2, punkt 3, punkt 5, punkt 6 og punkt 7 på listen nedenfor til at genvinde og holde fokus.)

Dagens håb om produktivitet fik mig til (igen) at tænke på, hvad der kan motivere mig til at få ‘klaret’ to-do’s:

  • (Som sagt) Et afsluttet projekt er så motiverende, at jeg ofte starter et projekt lige i enden af det afsluttede.
    Den anden dag fik jeg sat de sidste knapper et strikkeprojekt. Og ja, der gik ikke mange timer før jeg igen sad med strikketøjet og slog masker op til et nyt.

  • At krydse punkter af en liste.
    Nogle kan lide at sætte flueben. Andre kan lide at strege teksten over. Er listen rigtig streng, gør jeg begge dele, så jeg får sat en tyk fed streg under over, at jeg faktisk er nået i mål.

  • Det minder mig om, at mine lister altså som regel er i fysisk form.
    På nær indkøbslisterne, som jeg stadig er mega fan af er elektroniske.

  • Det rigtige udstyr.
    Okay, det lyder måske som en årsag til at købe, købe, købe. Det er ikke sådan ment. Jeg forsøger at anskaffe mig så få ting fra ny som muligt, men… den anden dag fik vi simpelthen købt os en længe ønsket fejekost. Og jeg er ærlig talt svært begejstret! Før vi købte fejekosten var der simpelthen ikke noget mere irriterende for mig, som at skulle gøre rent under vores spisebord efter endte måltider. Nu? Nu glæder jeg mig ligefrem (okay næsten) til at skulle benytte mig af den så fine, fine fejebakke.

  • Kaffe.
    At gøre en ting med en kaffekop indenfor armslængde, sætter både en naturlig hastighed bag ens handlinger (kaffen skulle jo nødig blive kold), og så giver det mig sådan en fjollet følelse af, at jeg er voksen og in charge. Og dermed klar til at klare listens strabadser. Haha. Ja, jeg lærte sent at drikke kaffe, så for mig er det stadig ret voksent.

  • Starte med et punkt, som har stået på listen længe.
    På sidste udgave af min motivationsliste skrev jeg, at man kunne starte med dét man mest havde lyst til, og de to punkter kan nogle gange være de samme; det der har stået der længe, og det der er mest ønsket. Andre gange hænger det slet ikke sammen. Men summasummarum er, at når jeg klarer et punkt, som jeg virkelig har haft på min to-do længe, så føles det som om det meste andet er lettere klaret derefter.

  • Sig det højt.
    At fortælle om noget der skal nåes forpligter. Og således har jeg eksempelvis lige fortalt min mand, at jeg ville forsøge at sætte et gardin op, som tidligere gik i stykker. Derfor skynder jeg mig nu at skrive dette indlæg færdigt, så jeg OGSÅ kan nå det andet, som jeg jo lovede 😉

  • Betragte sine tidligere bedrifter.
    Eksempelvis opdagede jeg den anden dag denne selvvandende urtepotte-DIY stå og vente på igen at blive taget i brug. Jeg følte mig helt empowered, fordi jeg helt havde glemt, at jeg tidligere har lavet noget, som jeg stadig kan få gavn af. Og nåes det ikke (det man har udtalt højt), så er konsekvensen nogle gange, at dem man har udtalt det overfor tilbyder deres hjælp. Og en hjælpende hånd er da noget af det mest motiverende #ladosløfteiflok

Således fik jeg (måske) afsluttet med en kommentar til gårsdagens valg.
Må I have en dejlig mandag!

(Visited 15 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *