(ikke)klar – parat – jul

Er det mon med jul som med fødsler; man er aldrig HELT klar?

På en måde synes jeg, at det kan sammenlignes; op mod slutspurten speeder tiden op, nerverne tager til og “åh nej – er jeg overhovedet klar-følelserne” melder sig.. For til sidst at afløses af en “men uanset, hvor (ikke)klar vi er, så kommer det til at ske. Og det går. For det gør tiden. Og naturen.”

Herhjemme er de sidste dage (okay uger!) blevet slugt af sygdom. De sidste uger af november blev jeg sløj, men holdt mig i gang, og forsøgte ihærdigt ikke at lade mig slå ud. Tog én dag ad gangen i et lidt langsommere tempo, men dog.. i gang. Men fra midten af december mistede jeg pusten. I bogstaveligste forstand. Og søgte læge. Flere gange. Meldingen var ‘det skal bare hostes væk’. Indtil meldingen var ‘UIJ, du skal have penicillin NU’. Jeg har nu ligget i sengen i dagevis, og jeg synes at tempoet, hvormed jeg får det bedre, tester min tålmodighed. Jeg har fået mig en ordentlig omgang lungebetændelse, og den slags tager altså sin tid. Og sine kræfter. Skulle jeg hilse at sige.

Når jeg kigger ned over min december, nåede jeg det meste. Mest af alt fik jeg intet valg – jeg måtte tage det med ro, sådan som min største ambition var. Skære ind til benet. Og det er vel i sig selv en bedrift her i december? Alligevel kan jeg godt sidde med en lidt irriteret følelse i brystkassen. En følelse af, ikke at have nået det jeg ville. I al fald ikke nået alt det sjov, som jeg gerne ville vælge til. Mest af alt i forhold til at få kreeret alle de DIY’s, jeg havde på tegnebrættet. Men når man ikke kan stå på sine ben, kan man vel heller ikke stå med en sav, vel? Og derudover fordi jeg ikke fik set alle dem, jeg så gerne ville have krammet i julens dage. Men er det ikke med DIY’s som med kære venner – selvom tiden går, og man nogle gange ikke lige er på pletten, så kommer der en anledning igen. Gode venner og gode DIY’s løber jo ingen vegne. Selvom jeg må indse, at ventetiden på mine tegnede jule-DIY’s er op mod et år. Haha.

Årets kalenderlys, med snotpapir i baggrunden, i den korte tid sollyset var fremme.

Og med dét vil jeg give slip på følelsen af utilstrækkelighed. Følelsen af, at enderne alligevel ikke nåede helt sammen. (Og gør de nogensinde det?) Mens jeg har skrevet dette, har mørket sænket sig over lille juleaften, og kalenderlyset forsøger at indhente det forsømte. Uden stress eller jag, og foran mig brænder kalenderlyset, som forsøger at indhente det forsømte. Og efter julens mange tændte lys, ja, står solen tidligere op og går senere ned, og på den måde er tiden igen på vores side..

Til trods for min lidt lange næse, og blanke forkølede øjne, så er jeg faktisk fuld af håb. Og ro. Og derfor vil jeg hermed (mest for min egen skyld) erklære, at jeg vil bruge min jul på dét, som trænger allermest; min lille familie og mit helbred. Og insistere på at tage tingene i stearinlysets tempo. Alting tager tid, men ikke alt kan forceres. Jeg GLÆDER mig allerede til at skrives ved med jer på den anden side af julen, men indtil da vil jeg GLÆDE mig over at være lige her. Lige nu. Midt i julen. Og alle stearinlysene.

OG til sidst kan jeg ikke lade være at slutte denne julesmøre af med, at fortælle, at det føles som en julegave, hver gang du læser med <3 TAK TAK TAK for det!

Må julen være god ved dig og dine. Dét håber jeg.

Kærligst mig

(Visited 13 times, 1 visits today)