DIY: minimalistisk vægkunst (eller drømmefanger)

Jeg er en stor tilhænger af udtrykket “less is more”, når det kommer til indretning i mit eget hjem. Og vægkunst lige så. Jeg synes hurtigt at mit hjem roder, hvis der er for mange ting. Og efter at jeg for et par år siden ryddede godt og grundigt ud i alle vores ting – konmari-style, har jeg forsøgt at holde linjen med få ting. Jeg vil næsten vove den påstand, at regnskabet overordnet set er gået op således, at hver gang én ting er flyttet ind, er en anden flyttet ud.
Denne minimalistiske tilgang til min indretning er også noget, som mit temperament og mine øjne falder for, når det kommer til vægkunst – og mine DIY’s helt generelt. (Denne enkle DIY er eksempelvis én af mine personlige favoritter.) Og selvom jeg på pinterest blev inspireret af flere avancerede string loops til dagens DIY, måtte jeg sande, at jeg er til et enkelt udtryk – selv når jeg står med uanede mængder af tråd mellem hænderne. Måske jeg en dag bygger videre på denne DIY. En DIY som vel i bund og grund ligner en minimalistisk drømmefanger?

DIY-guide en simpel tråd-vægkunst

Materialer:
  • En rund metalring.
    Min er købt som et uro-ophæng (vist nok i søstrene grene), og jeg anbefaler klart, at man går efter en fast metalring, da tråden undervejs skal strammes godt til omkring ringen.
  • Sytråd i en farve, du synes om. Gerne i en lidt tykkere kvalitet, så du ikke skal sno tråden frem og tilbage flere gange end højst nødvendigt. Ha.
  • En saks.

STEP-by-STEP-guide:

Er du til flere detaljer, mere volumen eller bare flere tråde, kan guiden nedenfor blot fortsættes, lige så den passer til dig, din tålmodighed og dit høje. 

  1. Hæng først din metalcirkel op på et søm eller en skrue. At hænge det op i en snor tror jeg bliver for vuggende til netop denne DIY.
  2. Først bindes snoren fast på cirklen dér hvor du ønsker, at tråd-mønsteret skal starte. Jeg startede øverst til højre på cirklen – ca. “kl. 13”. Bind snoren godt fast med en dobbeltknude på bagsiden af metalringen, og klip den overskydende snor af, så den ikke kan ses forfra.
  3. Stræk så snoren diagonalt over cirklen til det sted du ønsker, at trådenes andet fix-punkt skal være. Når du snor den omkring cirklen, må du gerne også slå en knude og stramme GODT til.
  4. Før nu snoren tilbage til dér hvor du startede, men fastgør snoren (som beskrevet i punktet ovenfor) lige ved siden af din startknude. Du beslutter dig nu for, om dit trådmønster bevæger sig mod højre eller venstre – mit bevægede sig mod højre fra min første knude.
  5. Før nu igen snoren tilbage som i punkt nr. 3, og bevæg snoren i samme ‘retning’ som du gjorde i punkt nr. 4 fra din første knude.
  6. Fortsæt således – frem og tilbage, frem og tilbage – og HUSK at stramme godt til hele tiden.
  7. Når du synes, at trådmønsteret har den bredde på cirklen, som du ønsker, afslutter du med dobbeltknude og klipper snoren af. Husk igen at stramme rigtig godt til.
  8. Som det sidste led i vægkunsten, kan trådene forsigtigt rykkes frem og tilbage på metalcirklen sådan at mellemrummet mellem trådcirklerne omkring metallet har den passende afstand. Jeg gik efter et udtryk, hvor der bliver længere og længere imellem trådene. Pas dog på, at trådene ikke kommer FOR tæt på cirklens runding sådan at tråden glider af cirklen i siden.
  9. Hæng nu vægkunsten op. På en væg som her er flot, synes jeg, men jeg har en fornemmelse af, at den måske ender over en seng – for at følge drømmefanger associationen til dørs. Jeg er dog sikker på, at den også vil se virkelig flot ud i et vindue, hvor solens stråler kan skinne igennem trådmønsteret.

Selvom DIY’en lyder enkel, så husk endelig at have godt styr på din tråd. Det sværeste for mig var klart at jeg gentagne gange tabte trådsspolen, og at den ofte knudrede sig sammen. Ro, tålmodighed og en rolig hånd viste sig at være vejen frem for mig. Og – som altid – en god kom kaffe on the side..

Rigtig glædelig pinse!
Må den byde på sol og lidt tid til DIY, hvis du synes, at sådan noget er afslappende.

Kærligst Sarah

Du er – som altid – så velkommen til at følge mig på instagram, facebook, pinterest og bloglovin’

 

(Visited 64 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *