DIY: En tremmeseng som hus

Vi har længe ledt efter en løsning på sengesituationen oppe i sommerhuset. Og særligt har jeg luret på idéen om en tremmeseng som et hus.. Indtil nu har børnene sovet sammen på et lille værelse i forlængelse af vores. Og rumfordelingen er der ingenting i vejen med. Indretningen derinde derimod.. Lad mig sige det sådan, at der rundt regnet er 1 (!) m2 gulvplads, fordi vores 3-årige sover på en 140x200cm-seng. Min tanke har derfor hele tiden været, at pladsen meget let kunne udnyttes til noget bedre. Danseplads eller legetøjsopbevaring eksempelvis? Og så en lille tremmeseng forklædt som hus.

Da der for nogle måneder siden dukkede en ganske fin tremmeseng op i vores føromtalte bytteskur i gården, satte jeg det derfor til side til sommerhuset. Og over nogle måneder gik jeg og tænkte over, hvordan jeg ville gøre det passende til en 3-årig (som gerne selv skulle kunne komme ud af en seng selv). Fast forward til denne weekend, hvor jeg pludselig stod med mine svigerforældreog samlede sengen, og endda havde lidt tid på egen hånd jævnfør disses tilstedeværelse.
Well.. Her er hvad det blev til..

I min iver (og pakkehast) glemte jeg at tage close-up billeder af sengen. Men måske det også er rigelig dokumentation, at jeg har filmet hele byggeprocessen? Jeg kan i al fald ikke vente til jeg igen er i sommerhuset med at dele denne DIY-guide. For måske nogle af jer kan bruge denne DIY i den lidt forlængede weekend vi går i møde? Her kommer den i al fald..

DIY-guide til “fra tremmeseng til hus”:

Materialer:
  • En tremmeseng
  • En sav
  • Søm/skruer (og hammer/skruetrækker)
  • En lille kasse (jeg brugte en gammel vinkasse)
  • Lidt sandpapir
  • En sengehimmel
  • Evt. lidt lim
  • Evt. lidt maling til (plante)kassen
  • Er din seng malet som min, så en lille klat maling i samme farve som sengen (jeg brugte bare lidt fra gemmerne)

STEP-by-STEP-guide:
  • Først afmærkede jeg, hvor jeg godt kunne tænke mig at vindue og dør skulle sidde.
    Jeg valgte at afstanden fra toppen af sengen skulle være den samme som afstanden mellem tremmerne; 6 cm. Bredden af både vindue og dør gjorde jeg til dét der svarede til afstanden mellem 4 tremmer (dvs. 21cm). På den måde syner vindue kvadratisk og døren syner symmetrisk i forhold til vinduet. Ligeledes har jeg samme afstand fra kanten til hhv. dør og vindue. 
  • Dernæst savede jeg pindene af, hvor jeg har markeret vinduesåbning og døråbning.
  • De afskårne pinde skar jeg til som ‘dørkarm’ og ‘vindueskarm’. De skal altså passe til bredden af vindue samt dør.
  • Dernæst sleb jeg hurtigt alle afskårne ender med sandpapir, så børnene ikke river sig på dem.
  • Nu skal karmene sættes på; dem satte jeg på med søm/skruer/lim (Eller sagt på en anden måde; hvad jeg lige fandt i skuret).
    På de flader der var nedad ville jeg gerne undgå søm/skruer så børnene ikke river sig.
    Så da savede jeg dem til, så de LIGE sad i spænd mellem tremmerne. Optimalt set sættes de også fast med en god trælim.
  • Hernæst malede jeg (eller hvis ret skal være ret; min datter malede!) vinkassen.
  • Nu lod jeg lim og maling tørre natten over.
  • Hernæst borede jeg vinkassen (aka plantekassen) fast fra indersiden af sengen under vinduet – i to tremmer, som IKKE er afskårne.
  • I enderne af de afskårne tremmer malede jeg med en lille pensel, så hele sengen synes ensfarvet.
  • Dernæst er der blot tilbage at indrette med madras, dyner, blomster og sengehimmel.
  • .. eller sagt på en anden måde: Se min quick-guide her.

Rigtig glædelig forlænget weekend <3

Kærligst S

Ps. HUSK at du altid er velkommen til at skrive, tagge eller spørge mig, her, på instagram og på bloglovin’.

 

(Visited 49 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *