DIY: En svensk(?) julelysestage

Kender I de svenske trælysestager, som mange har stående i vindueskarmene op mod jul? I flere år har jeg drømt om – først at finde, siden at bygge – en fortolkning af de lysestager. Jeg synes at det er så fint med de mange levende lys samlet i én lysende julet lysestage. Og efter at have tegnet måske fem forskellige versioner, har jeg i ugevis (not kidding) prøvet at regne ud, hvordan den skulle stykkes sammen i virkeligheden. Nærmere bestemt, hvordan den skulle samles og forblive stabil. Og den lange tænketid (og de lidt mange forsøg) gjorde altså, at i dag var dagen, hvor jeg VILLE have den færdig. Well..

I dag var også sådan en dag, hvor det hele var lidt rodet og intet blev helt så roligt, som jeg havde drømt om. Lysestagen blev jeg da også helt i tvivl om, om ville lykkes. Og om jeg overhovedet ville dele den.. Simpelthen fordi den blev mindre.. ‘lige i skabet’.. end jeg havde håbet.
Men så kom jeg til at tænke på, at sådan har jeg det faktisk ofte. Jeg tvivler ofte på det jeg gør, og om det er “godt nok”. Efter hvilken standard ved jeg ikke, og det er nok også dét der gør det så svært at afgøre for mig. Men hvis jeg synes om det og har lyst til selv at have det stående, så tænker jeg nu, at det er fjollet at gå og putte med. Og sådan har jeg det med denne lysestage. Den er godt nok lidt mindre lige end jeg havde forestillet mig, men måske den bare kan stå der også lyse og minde mig om, at det hele ikke behøver at være så lige for at være charmerende?
Det håber jeg 🙂

DIY-guide til min version af en svensk julelysestage

Materialer:
  • 7 “klodser” – mine er fra resterne af min datters højseng. De måler 4,3cm. x 4,3 cm. Jeg savede dem til i en højde på 8,5cm.
  • Et 13mm bor til at borde et hul i klodserne til kronelysene.
  • En boremaskine
  • Lange skruer – VIGTIGT! De skal være et godt stykke længere end én klods. Og
  • Et bor som svarer til tykkelsen af dine skruer (mine var 4mm i diameter)
  • Bits som passer til skruerne
  • En bore/skruemaskine
  • Lidt sandpapir
  • Evt. lidt stærk sekundlim
How to:
  1. Lav først dine klodser i den højde du ønsker og slib enderne til med lidt sandpapir.
  2. Bor hernæst et hul ned i enden af dine klodser – jeg borede en dybde på ca. 3 cm. for nok stabilitet til lysene. Brug gerne en slagbænk eller noget andet stabilt at sætte klodserne i spænd i mens du borer.
  3.  Læg nu lysende ud på en bordplade og afgør, hvordan du ønsker at klodserne skal placeres i forhold til hinanden. Marker under/overkant på klodserne med en blyant.
    Jeg forskød/hævede/sænkede klodserne 2,5/3 cm. hver gang en klods skiftede højde.
  4. Forbor dine skruehuller ind i klodserne med dit bor. Bor hele vejen igennem én klods for at fæstne til den næste klods.
  5. Skru nu klodserne sammen to ad gangen.
    Jeg startede yderst i den ene side og arbejdede mig ind mod midten. Da jeg nåede midten startede jeg fra den anden side og arbejde mig ind mod. Til sidst brugte jeg stærk lim til at samle de to halvdele. Dette gjorde jeg for at undgå et synligt skruehul i den ene ende af  lysestagen. En mulighed er også at bore alle klodser sammen – startende med de to yderste, dernæst den tredje yderste og anden yderste, dernæst nr. 3 og nr. 4 osv. Helt til alle 7 klodser er samlet.. Og blot leve med et synligt skruehul i den ene ende af lysestagen! (Måske dette er et lidt mere sikkert valg..) Som et tredje alternativ kan alle klodser også limes sammen. Dette gør det lettere at ramme uden om hullerne til lys (her havde jeg lidt udfordringer). Men måske denne mulighed også gør det lettere at få klodserne til at flugte med hinanden. Om det bliver stabilt nok ved jeg dog ikke.
  6. Ps. Sørg hele tiden for at tjekke, at lysestagens “ben” slutter med at flugte med hinanden.
  7. NU er lysestagen færdig, og lysene kan placeres i den og nydes.

Må julefreden være ved at nærme sig dig <3

Kærligst Sarah

(Visited 17 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *