3 x DIY-påskepynt

Påsken nærmer sig. Med hastige skridt. Skridtene føles dog på en måde lidt langsommere i år end nogen som helst andre år. For intet er som det plejer. Der er en uge til palmesøndag i dag, og dermed rigeligt med tid til at lave lidt ekstra påskepynt. Jeg har i al fald tænkt mig ikke at gå ned på pynt i år, når nu vi ikke kan samles med familie og venner til påskefrokoster. Jeg fik i går lavet en gammel kending med en variation – og håber at kunne vise en video én af de kommende dage. Men en kort guide findes nedenfor. Sammen med to af lidt ældre dato. Mest fordi jeg ikke forventer, at I går så langt tilbage i arkivet. Og lidt fordi jeg selv ville ønske, at jeg kunne lave dem igen for første gang. Men lad os starte med den nyeste tilføjelse;

3 x DIY-påskepynt

Små kranse af tørrede blomster

Oprindeligt havde jeg tænkt mig, at kransene her skulle laves af fjer. Men. Coronaen fik mig på andre tanker. Første og fremmest ville jeg nødig handle noget hjem, som jeg ikke havde i forvejen. Og dernæst virkede det også lidt mærkeligt at lave pynt af ‘noget fra dyr’, når nu hele denne her situation startede med.. dyr. Jeg ved ikke, om jeg lægger for meget i det. Men sådan lød min tankestrøm, og jeg kastede mig i stedet over nogle små ophængelige kranse med tørrede blomster. Kransene i sig selv er ret inspireret af mine tidligere kranse – se her, her og her. Denne gang bare i miniature-udgave. Kort sagt brugte jeg noget tyk ståltråd, formede en krans (+ en krog) af den, og fastgjorde bladene/grenene/sivene med tynd ståltråd derpå.

 

Garnindbundet DIY-påskeæg

Det næste påskepynt har stået fremme herhjemme i ugevis allerede. Så pæn synes jeg, at genstanden er. Og så god er den til at skjule chokolade i. Haha. Guiden til påskeægget jeg taler om, finder du her. Det er oplagt, hvis du har et gammelt pap-æg, du synes trænger til at blive shinet op. Men kan naturlivis også bruges, hvis du vil have et nyt æg til at gemme chokoladerne eller andet i. Når det står dér lukket, er det nemlig næsten ikke til at se, at det kan åbnes. Det eneste man skal bruge er noget (bomulds)garn, lim og så et æg af en art. Og selvom det måske virker som et lidt større projekt, så var var det så meget en zen-oplevelse for mig at sno snoren rundt og rundt, at jeg gerne gjorde det hele igen.

DIY-fjer (af snor)

Og nu vi er ved garn, så er disse fjer lavet af den samme garn, som jeg snoede om påskeægget. Mit visuelle øje blev testet lidt med disse fjer, fordi jeg over noget tid gik til og fra fjerene, før jeg helt var tilfreds med formen. Men findes der noget bedre tidspunkt til netop dét end nu, hvor de fleste af os hele tiden er hjemme? Jeg tænker, at fjerene meget let kan laves til at hænge på friske grene fra haven. Ligesom de små kransenedenfor. En tilføjelse til DIY-guiden til garnfjerene, som du i øvrigt finder her er, at man med fordel kan fæstne fjerenes ‘fimrehår’ med en klat lim på bagsiden – dér, hvor de krydser ‘stilken’. På den måde skal man ikke være nervøs for, at det kan glide fra hinanden over tid.

Alle de bedste næsten-påske-tanker fra mig

// S

(Visited 31 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *