Der er noget skørt over dét at udgive en blog. At udgive noget på det store internet uden egentlig at vide, hvem der læser med. Men at vide, at hvem som helst potentielt kan læse med. For nogle dage siden udgav jeg eksempelvis et slags suk. Og det sker ikke så sjældent, at den slags sniger sig ind herinde. Jubelråb og begejstring sniger sig også ind. Kombineret med inspirationsindlæg, større mere grundlæggende tanker om, hvilket liv jeg vælger at leve mig, og så er der selvfølgelig (og slet ikke at forglemme) alle DIY-indlæggene. Alle typer af indlæg har jeg kær, men sværest er det dog at udgive suk-indlæggene. Simpelthen fordi jeg i højere grad end med de andre tænker “jamen, hvem vedkommer det egentlig?” (Den tanke tænker jeg i større eller mindre grad med dem alle, men des mere jeg deler, des sjældnere tænker jeg det dog. Men. Ikke i lige så grad med suk-indlæggene. For hvem vedkommer det, og hvorfor skriver jeg dem?)

Det første af mine spørgsmål kommer jeg nok aldrig til at kunne svare på..

Jeg mener bare; jeg kan jeg jo ikke vide (eller have garanti for), om dét jeg siger, vil kunne vedkomme modtageren!? Sådan er det i small talk med fremmede og dybe samtaler med tætte relationer – OG i denne kommunikations-konstallation, hvor jeg skriver ud i æteren. Og hvor alle har ret til at kommentere nedenfor. Og med mindre I kommenterer, vil jeg aldrig vide, om det, jeg sender ud preller af som regndråber på en bilrude og hvad der (måske) vil blive husket i lidt mere end dén tid, det tager at læse det. Nu er det jo ikke fordi jeg vil pålægge mig selv det ‘ansvar’ at sige noget meget tungt og effektfuldt til flere mennesker, men jeg håber at I forstår associationen. Man kan aldrig vide!? 🙂

.. For er det ikke et vilkår, at vi ikke aner, hvordan dét vi siger vil blive modtaget? Dét, som jeg kan være lidt mere klog på, er, hvorfor jeg siger, hvad jeg gør. Det er jeg til gengæld også den eneste der ved. Jeg kan eksempelvis have noget på hjerte, som jeg MÅ ud med, når jeg deler de lidt større livsvalg, og jeg kan være så begejstret, at jeg ikke kan lade være med at dele et tip eller en DIY. Og så kan jeg trænge til at puste ud, dele det tunge eller bare få luft… som når jeg sukker.. med ord på herinde.

Disse suk kan jeg ikke vide, hvordan vil blive modtaget. (Men jeg kan bekymre mig om det.) Hvad jeg kan vide er dog, hvad det gør ved mig at sende det afsted.

.. Som afsender. I dag kom jeg til at tænke på det som om, at jeg puster luft ud. Den ene og naturlige del af at leve og ånde. Før børn og graviditeter læste jeg musikvidenskab og gået til sang. En meget anvendt vejrtrækningsøvelse på studiet (og i det hele taget, er mit indtryk) er, at puuuuste al luft ud af lungerne. For at vente på kroppens helt naturlige reaktion. For hvad sker der så? Der sker dét, at når lungerne er HELT tømt.. (og man eventuelt har holdt disse lunger tomme så længe, man kan..) så MÅ man trække vejret ind igen! Der er ingen vej uden om. En puuuusten ud (eller et dybt suk) vil altid efterfølges af en mindst lige så kraftfuld indånding.

Og sådan fungerer mine internet-suk for mig..  Som en ventil. Som en handling der gør mig i stand til at indånde luften lidt mere dybt og frit. Kort tid derefter. For at sætte det lidt mere tunge.. fri.

// S