StayStrange

Engang hed dette en hjemmeside. Og det er netop, hvad jeg håber, at du vil føle dig her: Hjemme. På min side.

Jeg er vokset op med udsigt over en mark og en skov. Nu ser jeg solen gå ned fra femte sal på Nørrebro.
Her forsøger jeg at gøre vores lille to-værelses til et hjem for min familie med to små børn.
Jeg kan godt lide at indrette mig. Gerne med hjemmelavede ting. Og her, i mit hjem, sidder jeg ofte i mit vindue og skriver.
Meget af dét kan du læse her.

Jeg håber, du vil føle dig hjemme. Jeg er i al fald glad for, at du er her !

blog

DIY: en klase af rislamper

19-01-2019 13:10 DIY

Jeg synes ofte, at så snart jeg får luftet mine tanker , så letter de selv samme tanker grebet, og skaber plads til nogle andre. Det var netop hvad der skete efter mit indlæg i tirsdags. Og dermed har jeg simpelthen fået kreeret et vaske ægte (ganske simpelt) DIY-indlæg. Helt fra bunden. Jep, hvis du kan høre stoltheden i min stemme, så hører du rigtigt :)
I ugen har jeg endda fået tid til at komme nogenlunde up to date med min bullet journal. Det var i dén sammenhæng, da jeg gennemgik mine lister i min gamle bullet journal, at det gik op for mig, at jeg endnu ikke har fået delt et indlæg om min nyeste lampeanskaffelse. Og fordi det er så relativt nemt - hvilket passer godt til de flestes januar måned (i hvert fald min!), så kaster jeg mig direkte ud i det;

En DIY-guide til min 3-i-1-rislampe:.

Jeg brugte:

Tre rislamper (min diameter på dem er vist 30cm., og de er købt her)
Tre (ens) ledninger og én ledning til at forbinde lampen med strømudtaget.
Tre almindelige fatninger.
Et større ophæng med plads til tre ledninger.
Jeg gik med denne type. Vær dog opmærksom på, at visse ophæng kommer uden krog til loftet. Jeg havde en sådan krog liggende i gemmerne. Derudover er der dét at sige om netop dette op hæng, at samledelen omkring ledningerne var liiige stram nok - særligt fordi jeg havde valgt stofledninger.
En samledåse til tre ledninger.
Eksempelvis som denne type.
En skævbider og en lille stjerneskruetrækker samt diverse værktøj til at hænge lampen op med.
Hvis ikke du ved, hvad der skal bruges hos dig, så spørg gerne én om hjælp. El er altså ikke til at spøge med. Jeg fik ærlig talt også hjælp. Meget endda. Dét må jeg indrømme. Særligt fordi jeg var højgravid og havde meget hævede fingre da jeg følte et pludseligt behov for denne lampe. Jep. Jeg var redebygger. Det er helt sikkert!

Sådan gjorde jeg:

Mål hvor højt/lavt du ønsker at den nederste lampe skal hænge fra loftet.
Afkort en ledning i denne længde (inklusiv ca. 10cm. margen)
Tag din rislampes radius (i mit tilfælde 15cm), og kort næste ledning af med dette mål. Gør det samme med den tredje ledning således, at der er 2 x radius' afstand mellem den længste og den korteste ledning. (I mit tilfælde var der således 30cm forskel på den længste og den korteste ledning.
Før alle tre ledninger igennem ophænget.
Afisolér alle lampeledninger i begge ender.
Installer de tre ens ledninger i samledåsen.
I den anden ende af hver af ledningerne fastgøres nu en fatning.
Fra samledåsen installeres og trækkes en ledning, som forbindes med dit strømudtag
(OBS! Sørg for at have slået strømmen fra først!!)
Sæt pærer i hver af de tre fatninger, og dobbelttjek, at du har lys i dine tre pærer.
Sæt nu rispapirslamperne omkring hver af de tre fatninger, sådan at pæren er ca. midt i lampeskærmen.
Finjuster eventuelt højden på lamperne, så de falder ned fra loftet, sådan som du ønsker det.
Jeg valgte her at samle de tre ledninger i den helt korrekte højde med en strip meget tæt på loftet.
Skjul ledningsresterne og samledåsen med ophænget, og fastgør den så tæt på loftet som muligt (følg ophængets instruktion).

Et voula - en klase af rislamper til at lyse op i vintermørket.

Tirsdagens tip... til mig selv

15-01-2019 20:59 Tirsdagens tip

Jeg føler det lidt hult at skrive tips og tricks disse uger. For helt ærligt, så er det meget få tips og tricks jeg selv følger. Der er længere mellem at jeg får omplantet mine planter, længere mellem rengøring, længere mellem at jeg får gjort små kreative tiltag, ja, længere mellem alt andet end baby.. Og jeg føler mig ærlig talt heldig over at være blevet udvalgt til, at være den lille bens' primære opfyldelse af tryghed og nærhed.

I weekenden var jeg alene med børnene, og da de på et tidspunkt sov samtidig (det varede ca. 20min.), sad jeg bare stille på min stol, og rørte mig ikke ud af flækken. Ikke fordi jeg sad i en specielt god eller afslappende stol. Men fordi jeg faktisk var helt blank for idéer til, hvad jeg skulle gøre af mig selv, når nu de ikke lige havde brug for mig. Haha.
For mig blev det sådan et billede på, hvordan mit liv lige nu er: i konstant beredskab for andre mennesker. Og det varer så kort - denne undtagelsestilstand. Jeg gør derfor også mit ypperste for at nyde det, og være til stede, så meget som muligt. Alligevel, eller netop derfor(?), er jeg konstant tynget af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed overfor den ene, når den anden græder, og omvendt. Dårlig samvittighed overfor mig selv, fordi jeg i et tidsoptimist og i et stille øjebliks ro forestiller mig, at jeg kan udrette alverdens den dag. Jeg når som regel kun en brøkdel af det forestillede. Ja, selv i forhold til dette lille hjørne af internettet, har jeg dårlig samvittighed. Jeg har tre ufærdige indlæg som vidne om dette. Ikke fordi jeg har lovet nogen noget, eller fordi jeg tænker, at nogen venter på mig. Men fordi denne udfoldelse af mig lige nu må lade vente lidt på sig. Der er i simpelthen ikke nok tid i døgnet til, at jeg lige nu kan få omsat idéer til virkelighed. Eller tanker til ord.

Så i lyset af alt dette, er her et tirsdagstip til mig selv. Det er ikke æstetisk tip, men vil nok både være gavnligt rent praktisk og emotionelt, hvis jeg altså kunne formå at efterleve det:

Tirsdagens tip til mig selv er: Drop den dårlige samvittighed!

Punktum. Slut. Giv slip. Du når det nok. Du er jo lige dér hvor du skal være nu.

Mig. Med kiks i munden, en smudset bluse og baby på armen.

Hvis jeg kunne ønske noget for mig selv, ville det være, at jeg blev sat fri fra dårlig samvittighed. Den gør ingen gavn. Og da slet ikke for produktiviteten eller kreativiteten. Faktisk tvært i mod.

Og i lyset af et sådant vel nærmest selv-coachende indlæg, ja, så må jeg nok hellere slutte, inden det stikker helt af ;)

Trækker han vejret?

08-01-2019 21:45 Mor/barn

Hver dag er anderledes fra dagen før. Sådan er det vel egentlig altid, men særligt nu - med et lille menneske uden nogen form for vaner eller rytme - ja, så er det ikke til at regne med noget. Så jeg regner med ingenting, mens det regner fra himlen her i januar. Til trods for dét, overraskede dagen i dag mig på flere måder.
Dét fik jeg skrevet lidt ned om tidligere. Dog fik jeg ikke tid til at udgive det. Læs her hvorfor:

Jeg ryster på mine hænder. Mit hjerte slår hurtigere og mere ujævnt. Sådan føles det i hvertfald.

I går var jeg klar til at skrive et helt indlæg om, hvor meget tingene er på den anden ende. Hvis jeg da havde haft hænderne fri til at skrive. Mine hænder var nemlig travlt beskæftiget med at klappe en andens ende. Mit lille barns utilpasse ende. I dag er tingene endnu en gang vendt på hovedet. Det lille menneske, som jeg kalder mit, sover sin første længere lur i en barnevogn. Vi har gået tur flere gange, men hver gang er det blevet afbrudt af et lille menneske, som gerne ville op for enten at blive krammet eller spist af. I dag skete det bare ikke. Det var tilmed første gang jeg vovede at lade ham blive i barnevognen, mens jeg satte mig indenfor på en café. Og dér sad jeg så. Bællede min kaffe så hurtigt jeg kunne og kiggede ud på ham - lige foran vinduet. Men ingenting skete. Jeg tænkte, at jeg måske kunne jeg nå forbi en enkelt butik og kigge. Om ikke andet kan jeg amme dér i varmen. Jeg nåede til butikken og tilbage igen. Og satte mig i gården med en stadigt sovende søn. Jeg klager ikke. Faktisk tvært i mod. ÅH, hvor jeg under ham den uafbrudte søvn. Men hvad nu med mig? Hvad skal jeg dog gøre af mine rystende hænder?

Jeg ringede til min mand, som var optaget af møder.. Jeg ville spørge ham, om han ville turde lade vores barn stå i gården og sove færdig.. Jeg ville gerne være to om beslutningen. Efter en rum tid dér på den våde bænk i gården og min stadigt sovende søn, besluttede jeg mig for, at det var helt fjollet at sidde vagt, når nu jeg dagen forinden ingenting fik at spise, fordi han var på min arm hele tiden, og ikke ville andet, før han faldt i søvn lige op ad mig på sofaen ud på natten. Så jeg satte alarmen til igen, og listede mig op i lejligheden. Det er her jeg er nu. Og jeg ryster. Jeg sidder med jakken på, med åbent vindue, med alarmen (hvis lydstyrke jeg har tjekket 5 gange) tændt og en stol helt henne ved vinduet. Skoene står klar lige udenfor døren, og nøglen er i lommen.

Der bliver ofte sagt, at alting er “lettere” og mindre angstprovokerende, når man bliver forælder for anden gang. Men den her del slår mig lige lidt ekstra hårdt i dag. Han bliver så stor så hurtigt, og jeg drømmer mig faktisk tilbage til i går, hvor jeg krammede ham alle dagens timer. Det slår mig hårdt, herinde fra varmen, at han er mit ansvar. Ikke alene at han bliver tryg og vokser, men at han overlever i det hele taget. Ja. Det lyder voldsomt, men det er jo faktisk rigtigt?

I starten af vores piges liv var jeg meget nervøs for, om hun stoppede med at trække vejret. Jeg kunne vågne om natten for at lytte efter eller mærke på brystkassen. Den del har jeg ikke tænkt lige så meget over denne gang, siden han trak vejret for første gang på fødestuen. Måske mest fordi jeg har hørt, at de ikke kan undgå at trække vejret, når de ligger på et andet menneskes brystkasse. Og det har han ret beset gjort det meste af sit liv. Ligget lige dér ved mig eller sin far. Men nu? Nu ligger han i en kold barnevogn omgivet af varme tæpper. Men hvem sikrer sig, at han trækker vejret? Ansvaret er mit. Og jeg har lige nu sat min lid til en elektronisk dims kaldet en babyalarm… Puh, nu siger han noget. Han trækker vejret!
Jeg løber!