Enkel efterårsstemning til telefonen..

Det er ingen hemmelighed, at jeg er en ret stor fan af, at bruge så få ressoucer som muligt til at “indrette” mig med. Der er sket meget på bare få år. For bare tre år siden ville jeg måske have skrevet et indlæg om, hvilke covers man kan købe og ændre udtryk på sin telefon. Dén del kan man stadig, og gør jeg da også en gang imellem, når mit seneste er ved at falde fra hinanden. Men at have flere forskellige slags på ønskelisten, har jeg ikke (længere).

Dét handler dels om, at jeg har langt færre ting herhjemme end for tre år siden, men også om, at jeg i takt dermed er blevet mere bevidst om at indkøbe og forbruge mindre. Men disse to “livsstilsændringer” (om man vil) ændrer ikke på, at jeg godt kan lide visuelle forandringer. Jeg ææælsker at indrette mig, flytte lidt rundt og ændre et visuelt udtryk. Også på min telefon. Men heldigvis findes der løsninger som hverken behøver at blive indkøbt eller ‘sat i produktion’ i traditionel forstand. Det visuelle udtryk på telefonen kan nemlig ændres helt uden at købe eller forbruge noget som helst. Og det er dét dagens tip skal handle om;

Hermed en lille collage af enkle, simple og gratis efterårsbaggrunde til at shine telefonen op med;

Photo credit + download: 1) Kori Clark 2) ginger and ivory 3) corrie bromfield 4) corrie bromfield 5) corrie bromfield

Jeg har førhen tippet om forskellige tech-baggrunde her og her blandt andet. Og jeg synes, at tippet er så fint, effektfuldt og let, at den er værd at gentage igen og igen. Googler eller pinterest’er man rundt derude på det store internet, findes der mange mange forskellige varianter af de gratis baggrunde. Men jeg har de seneste uger, har jeg brug for at tingene er lidt mere enkle og simple for tiden. Bunker af indtryk har jeg nok af selv 😉

Sig endelig til, hvis I synes, at det er en sjov idé, som I tager til jer.
Jeg er i al fald glad for min lille efterårsupdate af telefonen.

Rigtig god aften til jer!

Kærligst S

En ny start. Fra nul til…?

Jeg skulle til at kalde indlægget her “ground zero”, men jeg synes alligevel referencen til de bombede højhuse var for voldsom. Sammenligningen med, at dét jeg kendte er revet ned holder dog stik. Hverdagen med begge børn hjemme, er her ikke længere. Og dermed er dét at være hjemme med børnene ikke længere min fuldtidsbeskæftigelse. På mange måder skal jeg genopfinde en hverdag, et job, mig selv. Og på mange måder er jeg banket tilbage. Og overvældet. Af en hovedpine og af en overvældethed. Men også af et gåpåmod, som jeg næsten skal lægge mig i selen for at tøjle. I sidste uge havde jeg et virkelig spændende projekt på krogen. Troede jeg. Og weekenden har vel nærmest være tømmermandsagtig ovenpå beskeden om, at dét, jeg glædede mig sådan til at gå i krig med, ikke blev.

Men. I dag er det en ny dag og tilmed en ny uge. En uge, hvor jeg for første gang har sagt “vi seeees” til begge børn nede i deres fælles institution. En mandag, hvor jeg slet ikke har svært ved at finde på, hvor jeg skal klø på med. En mandag, hvor jeg har sat tre vigtige punkter på min liste herhjemme, som jeg snart er i mål med. (Fordi; stille uafbrudt tid!?)* En mandag, hvor jeg igen skal sige til mig selv, at jeg nok skal finde en vej i alt det nye. Men også en mandag, hvor solen skinner på mig, og børnene lige om lidt skal hentes og cykle en tur med deres mor og far. Ud i et blå. Med kage og saft.

Der er mange ting, jeg gerne vil i den tid, som ligger foran mig. Men først og fremmest skal jeg lige finde en (ny) balance i muligheden for, at børnene er i institution. De er blevet taget så trygt og godt imod, og timingen har på mange måder virket virkelig god. Men det er stadig vigtigt for mig, at de er så meget hjemme som muligt. At de har “fridage” med jævne mellemrum. Det ønsker jeg. Men jeg skal også lige finde mit fodfæste herhjemme. Finde ind i en arbejdsgang igen. Jeg øver mig i at have mig selv med i al den nye omstilling. Mig selv med som mor, som jobopfindende, som skribent og fotograf, som veninde, men også som mig helt uden alt det andet.

Men lige nu? NU vil jeg løbe ned efter mine to poder!

Én af de bedste tiltag i vores nye hverdag har været, at min mand har fået sen mødetid mandag. Dét betød i morges, at min morgenmad så sådan ud. Med brombær hentet direkte fra sommerhuset i weekenden 💜  

*teksten er naturligvis skrevet kort efter frokosttid i dag. At trygge udgiv fik jeg først ro og tid til, da børnene var lagt til aften. At finde en arbejdsro, når de ikke er hos mig, øver jeg mig i.

For resten.. #22

For resten..

.. har jeg virkelig brug for tid til at lande i, at børnene ikke længere skal være hjemme hver dag.

.. prøver jeg dagligt at formulere noget (mere) om det, men jeg har mest af alt brug for at trække mig lidt ind i mig selv..

.. ligner det at de fleste af mine 2020-håb og drømme alligevel går i opfyldelse.

.. henviser alligevel til, at første halvdel af 2020 vel nærmest var et halvår med “pauseknappen” trykket i bund.

.. henviser jeg i øvrigt også til mit arbejdsliv, som jeg lige så stille forsøger at skubbe gang i.

.. har jeg ikke kunne finde min computeroplader siden, vi for flere uger siden vendte hjem fra sommerhuset. #rookie

.. kunne jeg aldrig drømme om at købe en ny før jeg er 500% sikker på, at den er pist væk. #sparsommeligmuch #ogsåformiljøetik

.. har jeg aldrig rigtig forstået ostehaps’erne. De er jo så.. slatne!? Jeg mener; hvem vil ikke hellere have en ordentlig luns af en hård, god, stærk ost? #ahem

.. er jeg på daglig basis så glad for, at der findes ægte mennesker, som har lyst til at slå deres vej forbi mit lille internetsted. TAK.

.. føler jeg ofte, at TAK ikke er et stort nok ord.

.. skrev jeg vist i øvrigt noget lignende i vores takkekort efter vores bryllup.

.. havde vi 5-års-bryllupsdag i juli, og det kom bag på mig, hvor kæmpestort, jeg syntes, det var.

.. er jeg for første gang efter vores nr. 2 en lille smule skruk. (En lille smule!)

.. skal vi ikke have flere. Det tror jeg virkelig ikke.

.. græd jeg vist nok på en story i dag. #denallerførstegang

.. føler jeg ofte, at jeg deler for meget.

.. stopper jeg nu, inden jeg deler for meget <3

At “sende afsted”?

Jeg har en smule rystende hænder og bankende hjerte, som jeg skriver dette..
Jeg har nemlig en lidt stor ting at fortælle og en lidt lang proces at beskrive.
Efter lang tids summen og mange nætters grublen, har vi besluttet at børnene skal starte i institution. På noget der svarer til halv tid, men afsted skal de. (Åh, hvor jeg dog hader det udtryk!) Den store har allerede gået både i vuggestue og kort tid i børnehave. Den yngste har aldrig været afsted.
Men det skal de altså snart. Og det føles.. svært og som det næste skridt for os. Men før jeg når frem til, hvad konklusionen indebærer, vil jeg dele lidt af tankerne undervejs. Jeg har nemlig selv sådan undret mig over, hvordan processen mon har været for andre. Jeg har haft meget få at spejle mig i, fordi langt de fleste stadig væk sender deres børn afsted kort efter den “ordinære” barsel. Og de som jeg kender, som holder hjemme, virker til at gøre det. Indtil de ikke længere gør det. Men hvad gør, at man går fra den ene ‘ordning’ til den den anden? Derfor er her et uddrag af mine tanker. (Eller første del i al fald.) Undervejs. Og i processen. En proces, jeg stadig på mange måder befinder mig midt i..
Skyld og skam.. 
I lang lang tid har jeg sukket efter lidt mere koncentreret tid. Lidt mere tid til at holde hovedet koldt, lade op, samle kræfter og fordybe mig. For uanset hvordan jeg vender og drejer det, er mor-jobbet det sværeste og hårdeste, jeg har prøvet. (OG det mest meningsfulde og fabelagtige!) Det er svært og krævende altid og hele tiden at ‘være den’. Og svære ting kræver opladning, energi og overskud. Hvis jeg drømte helt vildt og frit, ville jeg ønske, at vi boede i en lille by à la “Bulderby”, sådan at børnene kunne løbe over og lege med deres venner og familie, som og når de havde lyst, og at jeg samtidig havde mulighed for at overlade ansvaret for mine børn til andre voksne. Bare for en lille stund. Bare en gang i mellem. Men. Sådan en by og sådan et netværk har vi ikke. Vores situation er den, at min mand arbejder i et ret fastlåst job, som han er glad for og trives i..
Jeg selv savner ikke så meget varm kaffe, som at kunne fordybe mig og sætte handling bag alle de idéer, som hober sig op i mit lille hovede.
(..og den sammenligning siger altså ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige.) For over det seneste stykke tid, har idéerne taget til i styrke, og følelsen af, at “alt må vige” – som jeg har haft det vel nærmest de sidste to år – for at passe børnene, har gradvist og lige så stille ændret sig til en lille bitte følelse af, at “… og så må jeg vige”.
Og med dén tanke har skyld fulgt med. For følelsen af at “noget andet også kalder på mig” har givet mig ret store skyldfølelser. For samtidig med, at jeg har en oplevelse af, at noget kalder på mig og min opmærksomhed, mine hænder og min kreativitet, har jeg kæmpet med følelsen af, at min “plads” er ved børnenes side. Mit aller aller største kald er at være nogens mor. Mine børns mor. Og dét går forud for alt andet.
Min plads er den samme
Men jeg er jo ikke mindre deres mor, hvis jeg noget af tiden overlader voksenansvaret til andre voksne! (Ja, det har jeg skulle sige til mig selv.) Faktisk har jeg lige nu en følelse af, at jeg bliver en lidt mindre version af deres mor, hvis jeg ikke engang imellem “giver slip”. Det er svært at sige. Det er svært at skrive. Og det er endnu sværere at føle. For mine børn forsmår mig på ingen tænkelig måde! Hvis jeg skulle nævne én ting, som mine børn har gjort, så er det at åbne min verden til et endnu større sted, end det var før. Et sted hvor man kan drømme. Og dét vil jeg gerne vise dem. Også i handling. Med ansvaret for børnene er ansvaret for min tid også blevet større. Og mere klart.
Men måske netop derfor føles den kalden, som jeg mærker, som noget jeg skal reagere på..
.. fortsættelse følger <3

Tirsdagens tip til (at undgå skjolder under) potteplanterne

Det er tirsdag, og det er endelig tid til et tip! Tipsene (som i øvrigt lige nu giver mig ekstra meget lyst til chips!?) fra min hånd har nemlig holdt en form for ferie. Men i dag er de tilbage. Omend tippet ikke er direkt fra min hånd. Nej, det har jeg fået med i købet af en plante. Men det er simpelthen et tip lige i min ånd, og jeg har derfor  spurgt om lov til at videre formidle det her. (Det måtte jeg heldigvis godt.)

Den trofaste læser vil vide, at jeg kategoriserer et tip som praktisk, økonomisk, æstetisk eller ressourcemæssigt smart.

Dagens tip skal handle om, hvordan de krukker, vi har stående, kan undgå at lave skjolder. Tippet er relativt billigt, og det må derudover siges at være både praktisk og æstetisk smart. (For hvem gider egentlig have skjolder på sine gulve i sin vindueskarm? Ikke jeg.) Til gengæld gad jeg godt være liiidt bedre til at vurdere, hvor meget vand mine planter reelt har brug for. Dét er jeg nemlig ikke særlig god til.. Hvilket betyder, at jeg ofte vander liiige til (over)kanten af mine planters underskåle. Dét er jo godt i den forstand, at planterne kan stå og trække vand op af underskålen, men… over tid kan en fugtig underskål give skjolder på dét underlag, som den står på.

Og det er netop disse skjolder og forebyggelsen af disse, som tippet i dag skal handle om.

I forrige weekend var jeg i Dragør, hvor jeg slog vejen forbi min favorit blomster- og plantebutik; Hammershave. Det er simpelthen den hyggeligste lille villa-eventyrhave. Og da jeg var der, faldt jeg da også for en plante, som vel nærmest kaldte på mig! Sådan hørte jeg det i al fald. Og da Helene, som er kvinden bag både haven og dages tip, ledte efter den rette underskål, sagde hun følgende;

“Sæt altid filtdutter under planternes underskåle, og for at undgå fugtskjolderne” 🌿

Og dét tip er i dagens anledning blevet til mit tirsdagstip!

Ja, faktisk var jeg så begejstret for tippet, at jeg ved nærmeste lejlighed fik sat filtdutter under alle mine potteplanter. For det er ingen hemmelighed, at jeg holder af planter! Og for et par uger siden gav jeg også et form for tip om, hvordan krukker let og enkelt kan males i nye farver. Og de seneste varme uger brugt dette tip til at sørge for, at mine planter ikke tørster. Ja, jeg holder i sandhed af mine grønne venner, og noget siger mig, at dette ikke er det sidste grønne tip, som jeg kommer til at skrive om herinde..

// Sarah

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault