Samtaler om økonomi er som regel ret ømtålelige. Måske fordi det let kan komme til at røre ved noget så ømt sammenligning? Men det er egentlig lidt synd, synes jeg. For med dét der er sværest at sætte ord på, føler jeg mig altid ret så lettet, når andre gør det. Lige som det kan lette selv at dele. For vi bliver jo klogere ved at dele, ikke? For nylig – mens dette indlæg allerede var i mine kladder – læste jeg Danica skrive et meget meget åbent indlæg om hendes økonomi, og så sent som i går fik jeg anbefalet en podcasten Hej Søster (med Fallulah) med titlen “Økonomi og pengeskam” om selv samme emne. Sidst nævnte har jeg stadig til gode, men indtil da håber jeg, at det vil lette lidt selv at dele lidt om den ømme økonomi..

Oprindelig tror jeg, at min egen ømhed handlede om, at jeg følte, at jeg skulle ‘leve op til en vis standard’. Den klassiske forestilling om, at en god indkomst faktisk var lig med anerkendelse og velansethed. Det er godt at ‘klare sig godt’. Men hvad er det at klare sig godt?

For mig er det ikke længere økonomi. Faktisk har min mand i lang tid været langt ‘foran mig’ med de tanker. Han er meget bedre til at få pengene til at række. Bedre til at være ligeglad med, hvad andre tænker. Bedre til at huske mig på, hvad der egentlig betyder noget i vores lille familie. Og som tiden er gået, ja, årene faktisk, sammen med ham, er mit fokus også ændret. Selvfølgelig skal vi kunne klare os. Få tingene til at løbe rundt. Og vi foretrækker begge to langt at spare op til ting frem for at låne til ting. Men med hensyn til at klare sig ‘godt’, er det gode for mig ikke længere det samlede tal, som tikker ind med jævne mellemrum.

Det gode er tid.

Derfor går jeg også i øjeblikket uden nogen som helst indkomst. Det kan jeg naturligvis kun fordi vi har fællesøkonomi herhjemme og fordi, at vi sammen har valgt at prioritere, at vores børn ikke skal undvære mere end én forælder meget. Og så får vi det til at række. Og dét kan vi kun fordi vi bor i en billig andelsbolig, fordi vi vælger sjældent at rejse (og hvis vi gør, gør vi det billigt), fordi vi aller helst køber brugt til børnene, fordi vi ikke ejer en bil og fordi… mange bække små. Men det største økonomiske valg er, at vi er blevet boende i en lille (oprindelig) 2-værelses lejlighed, selvom vores familie tæller 4 mennesker. Men det er et valg, som føles rigtigt for os. For nu..
.. og her rammer økonomien det aller ømmeste sted hos mig; “for nu..” handler også om, at alt ikke kan lade sig gøre nu.

“Penge er frihed”, siges det, og jeg synes, at der er en vis sandhed i dét udsagn. En vis. For jeg synes ikke, der er meget frihed i at knokle, knokle og knokle i de fleste af døgnets timer BLOT for at glæde sig over den check, som tikker ind i slutningen af måneden. (Hvis man glæder sig over mange andre ting ved sit job, er sagen naturligvis en anden sag. Her karikerer jeg groft.) En såkaldt “lønslave” er ikke helt fri i mine øjne. Så meget værdi har penge simpelthen ikke i forhold til trivsel, glæde og tid. MEN. For der er et stort men. Jeg er jo ikke blåøjet (eller det er jeg, men ikke i overført betydning, hvis jeg da selv skal sige det).

Penge skal der til. Til mad, til tøj, til sted at bo.. Ja, penge kan endda købe frihed i form af oplevelser, købe tid ved at hjælp til ting (rengøring for eksempel) eller friheden ved at rejse.  Den største frihed, som penge kan købe for mig er dog at kunne bosætte sig et sted, hvor jeg virkelig drømmer om, at mine børn vokser op. Og dér bor vi ikke nu. For nu bor vi et andet sted, som også er dejligt, men som ikke er det sted, vi drømmer om. Vi ville slet og ret bo et andet sted, hvis penge ikke var et issue. For vores drøm for børnene er, at de skal have sig en have. Det er vores alles drøm..

Engang imellem kan det gøre ondt på mig, at vi ikke kan give særligt min datter en have, som hun sådan ville elske. Men alternativet er, at hun skulle have to forældre, som var meget væk lige nu, og i dét lys er det okay, at et udeområde må vente lidt endnu. For hver ting til sin tid. Ét er sikkert; Penge kan ikke købe denne tid tilbage. Og lige nu er vi her. Og får alt det bedste ud af dét, vi har. Det vigtigste vi har er hinanden.

Sidst, men ikke mindst, har jeg lyst til at tilføje, at økonomi selvfølgelig er individuel. Lige som med trivsel i et parforhold, trivsel i opdragelsesform (for bare at nævne et par dynamikker), tror jeg langt hen ad vejen, at det handler om, hvad der gør de involverede glade. Hvad der gør, at man trives. Nogle slapper kun af, hvis de kan lægge x antal kroner til side. Nogle har det bedst med at nyde godt af sine penge med det samme, for hvorfor gemme? Nogle bliver motiveret af, at man aldrig helt ved, hvilket tal der tikker ind. Andre kan ikke sove, hvis ikke det næste år er planlagt rent økonomisk. Alle har sin egen økonomi. For nu gør vores tids-økonomi os glade. Sådan har det ikke altid været, og jeg kan ændre standpunkt igen.

.. jeg kan dog mærke, at min længsel efter at flytte til et sted med en form for have til stiger og stiger. Derfor er det også mit håb lige så stille at finde en vej til at tjene lidt penge sideløbende med min “forlængede barsel“. Både for føle mig “arbejdsaktiv” – det kan virkelig også noget at føle sig ‘i gang’ på den måde – men også for at føle, at jeg er med til at flytte vores familie tættere på vores økonomi-baserede drømme. Så hvis du kender én, som kunne bruge mine hænder, ord eller tanker til noget, så sig endelig til <3

Hvordan mon I har det med økonomi og hvad tæller højest i ‘det store regnestykke’ for jer?

Kærligst Sarah